Godt at vide

hvorfor heste reagerer som de gør.

Få Nyhedsmailen

med mer’ brugbar info som denne. 

FORSIDE » Viden » Adfærd » Hestens sanser og reaktionsevne. Forstå hvordan heste reagerer

Robert Miller fortæller om hestes sanser, deres måde at reagere på, om Horse Sense og om teknikker til hestekommunikation, der kan hjælpe både ejer og hest.

/ Dorte Rebbe

I USA bruges betegnelsen Horse Sense om hestefolk med en ligefrem måde at forstå hestes adfærd på og en god måde at omgås dem på – det at have føling med heste.

Folk med “horse sense” er specielle folk for – som art betragtet – er mennesket ikke naturligt ven med hesten. Vi er et aggressivt rovdyr. Hvor hesten er et græssende byttedyr, som i den vilde natur fungerer som føde for rovdyr som vilde hunde, kattedyr og det primitive menneske. Forhistoriske hulemalerier fortæller os om hvordan mennesket brugte hesten til føde, længe før den vil brugt som transportmiddel.

Hestens sanser

Heste har de samme fem sanser som vi har. Lugtesansen, synet, hørelsen, følelsen og smagssansen. De påvirkninger der stimulerer vores sanser kaldes stimulus, i flertal stimuli. Hvis vi ser noget, stimulerer det vores synssans. Hvis vi kan lugte noget, stimulerer det vores lugtesans osv. For at sammenligne hestens fem sanser med vores egne, må vi forstå hestens natur. Hesten er det eneste dyr, som mennesket har hjort til et tamdyr, hvis primære flugtinstinkt er intakt. Vildhesten vil typisk flygte fra enhver stimulus, som den tolker som en fare.

Flugt betyder overlevelse

Både fysisk, psykisk og anatomisk er hesten en sprinter. Dens reaktionsevne er bemærkelsesværdig god, samtidig er den frygtsom og flygter hurtigt. Yderligere er hesten meget modtagelig over indtryk og hurtigt opfattende. Som byttedyr er den nødt til være hurtigt opfattende og have en hurtigere reaktionsevne end rovdyrene – for ellers overlever den ikke. Hestens nervesystem, dens kredsløb, dens skelet og dens muskler er alle designet til at overlevelse ved at flygte fra faren. I hestens naturlige miljø på græsstepperne eller prærien er denne adfærd hensigtsmæssig for hesten.

Andre arter har andre måder at overleve på som er kædet sammen med dyrets anatomi – hunde bider, kreaturer, geder og får bruger deres horn, skildpadder og snegle skynder sig ind i deres “skal” osv.

For at forstå hesten må vi forstå deres flugtinstinkt. Alt for ofte forbinder folk hestens flugtadfærd med dumhed. Men det er en naturlig adfærd for dyr, som i vild tilstand bor på græsstepperne. Faktisk er det hestens flugtinstinkt der gør, at hesten er blevet så værdifuld for os. For det vi gør under træning er egentlig at “tøjle” flugtreaktionen og kanalisere den over til vores gavn: – sprint, – spring over hegn, – rundt om tønder, – efter en ko.

Hestens flugtinstinkt

En af de mest bemærkelsesværdige forhold vedrørende hesten er, at de på trods af deres flugtinstinkt meget hurtigt kan vænne sig til stimuli, som de ellers ville blive forskrækkede overfor. Det er derfor heste gennem tiden blevet trænet til kavaleriet og det ridende politi. De kan feks. trænes til at ignorere flag, marcherende orkestre og andre typer af følelsesmæssig stimuli, sålænge de ikke medfører smerte for hesten. Det er nødvendigt for et flugt-orienteret dyr hurtigt at blive ufølsom for flugt-udløsende men ellers harmløse stimuli. Ellers ville de bruge meget tid og energi på at flygte uden egentlig grund. Og de ville bruge for lidt tid på hvile, føde- og vandindtagelse og reproduktion.

Hesten kan blive mindre bange

Denne nedsættelse i følsomhed overfor flugtudløsende faktorer sker ved hjælp af to teknikker. Den ene kaldes “habituation”, som inkluderer en metode kaldet “flooding”. Med denne metode kan en hest blive mindre følsom overfor stimuli der ellers ville udløse flugt – det tager oftest mindre end ét minut. Desuden er resultaterne permanente, forudsat at stimulus kan gentages på nøjagtig samme måde senere.

Den anden metode tager mere tid men er at foretrække, hvis der er risiko for, at hest eller menneske kan komme til skade. Teknikken kaldes “progessive desensitization” – her nedsættes hestens følsomhed overfor visse farer.

Lugte er kemi

Når man forstår de to grundlæggende kvaliteter i hestens hukommelse – flugtinstinktet og tilpasningsevnen – kan vi nu undersøge hesten sanser og sammenligne dem med vore egne. Hestens lugtesans og hørelse ligner vores, bortset fra at deres er langt bedre udviklet. Jeg tror, at en hest’s lugtesans er lige så god som en hunds, hvilket betyder at den er uden sammenligning med vores. Forestil dig at du bare ved at sætte din næse til jorden kan vide, hvem der har gået der for nylig. Desuden kan heste – ligesom hunde – lugte menneskets frygt eller vrede. Det var der ikke mange der troede på tidligere, men idag ved vi, at der findes visse kemikalier – såkaldte pheromoner – som er en del af kroppens svar på følelsesmæssige stimuli.

Kun i vores fingerspidser kan vi fornemme, hvad hesten kan føle over hele sin krop. Forestil dig at kunne føle en enkelt flue – som ikke bare er landet på dig men på dit hår – og så kunne ryste den af. Heste kan – selv gennem en tyk sadel med underlag – føle rytterens bevægelser. Det kan være en fordel for os, hvis vi er rutinerede eller til ulempe hvis vi ikke er i balance, grove eller nervøse. Det er det, eksperter kalder “sædet”, og det er en kvalitet der skiller gode ryttere fra middelmådige. På lignende måde kan hestens mund reagere på rytterens hånd.

Hestens syn

Det er hestens syn, der er vanskeligst for os at vurdere. Vi har en del fordele – vi ser nemlig i farver, hvor hestes farvesyn kun er svagt. Vores øjne er placeret foran i hovedet, som de er hos andre rovdyr f.eks. katte, hunde og ugler. Det giver os et syn med stor dybdeskarphed. Vi er gode til at bedømme afstande og i modsætning til hesten kan vi se, at en vandpyt kun er 10 cm dyb, en grøft kun 40 cm bred og vurdere længden på en hestetrailer. For en hest hvis syn ikke har de samme egenskaber kan disse ting være vanskelige at vurdere.

Vi kan fokusere på nært og fjernt, fordi vi ændre linsernes form, især mens vi er unge. For at kunne fokusere må hesten flytte hele hovedet. Det lyder nærmest som om vores syn er bedre end hestens, gør det ikke? Men sådan er det ikke helt. Heste har et fremragende nattesyn, det har vi ikke. Som stenaldermennesker ragede vi rundt i en hule om natten med et bål som lyskilde. Hesten derimod sov stående med åbne øjne, fordi natten normalt er den tid på døgnet, hvor rovdyrene er mest aktive.

Hestens øjne

Hestens øjne er placeret på siden af hovedet, som andre byttedyr f.eks. rådyr, kaniner, antiloper, ænder og kyllinger. Det gør det muligt for hesten at se nærmest hele vejen rundt om sig selv uden at flytte hovedet ret meget, mens hvert øje sender sit billede til hjernen. Hestens øjne er også fantastisk tilpasset til at registrere bevægelse. Det er derfor en hest vil registrere et dyr gemt i et krat længe før et menneske. Det er også derfor, at dens ører vender frem inden vi når at registrere lyden fra dyret. Det er også grunden til, at heste bliver nervøse og “ser spøgelser i blæsevejr, når ting bevæger sig. Det er klart, at øjne som hestens er helt nødvendige for at overleve for et græssende dyr hvis naturlige miljø er græsstepper.

Flugtdistance

Typisk er det sådan, at hvis en hest fortolker et syn som en trussel, er dens første reaktion at løbe væk. I dens naturlige miljø vil den typisk løbe en given distance på flere hundrede meter. Det er den distance som biologer kalder “flugtdistancen”. Herefter stopper den og drejer sig mod faren, fnyser og prøver at identificere faren yderligere gennem lugtesansen, hørelsen og synet.

Væddeløbsheste

Væddeløbsheste repræsenterer et specielt problem, når man overvejer alle de omtalte forhold. Ikke kun er de heste, men de er også unge og uerfarne. De har ikke levet længe nok til at have lært, hvilke følelsesmæssige stimulus der virkelig er farlige. Derfor reagerer de med flugt på mange syn, lugte og lyde. Først senere i livet lærer de at ignorere de samme stimuli. Yderligere er det sådan at væddeløbsheste er unge medlemmer af en race – der samtidig med at de er atleter – naturligt har et meget veludviklet flugtinstinkt. I et utal af generationer er deres forfædre blevet udvalgt for deres egenskaber for at kunne løbe stærkt og for deres atletiske overlegenhed. Vilde heste skal simpelthen kunne løbe stærkt nok for at kunne komme væk fra en løve, væddeløbsheste har for længe siden overskredet dette kriterie.

Ingen vildhest kan mht. fart sammenlignes med en god væddeløbshest. Hvis du kombinerer fart med ungdom og flugtinstinkt, kan væddeløbsheste være meget vanskeligere at håndtere end andre typer heste.

Træning af nyfødte føl

For mange år siden begyndte jeg at træne nyfødte føl. Hvis føllene blev trænet fra det øjeblik de blev født kunne de i en alder af tre dage nemt trækkes og opbindes. De vil også tillade smeden og dyrlægen at komme til dem. De vil også blive gjort mindre følsomme overfor ting, som på mange heste udløser flugtinstinktet f.eks. elektriske klippere, diverse sprays, vandslanger, blafrende papir mv. Alt dette kan de lære på kun 2-3 timer. På samme tid kan de lære at bakke på kommando, gå til siden eller vende med hhv. forpart eller bagpart først. Teknikken har spredt sig til hele den vestlige Verdens hesteindustri.

Dog har de nordamerikanske væddeløbsfolk ikke umiddelbart accepteret teknikken. Nogle mener fejlagtigt, at hvis væddeløbsheste er venlige og velopdragne, så løber de ikke godt nok. Faktisk er det netop det modsatte, der er fakta. Den rolige hest udmatter ikke sig selv pga. adrenalin allerede før startboksen. Adrenalin er en kemikalie der kort virker i kort tid, og det virker bedst, hvis det først frigives efter hesten er gået i startboksen. Og – med min tidligere erfaring fra mit arbejde ved startboksene – observerede jeg, at den ophidsede hest, nervøse hest altid endte midt i feltet.

Flere af rodeodisciplinerne fx “roping”, hvor man indfanger kalve, er gode eksempler på hvor hurtigt en hest kan løbe og samtidig være velopdragen og bevare roen. Træning meget tidligt i hestens liv – faktisk så hurtigt som muligt efter fødslen – er den mest effektive måde at forme en hests adfærd på. Det vil mindske fremtidige problemer, gøre det nemmere at være hest og øge dens muligheder for at præstere. Dette gælder for alle typer heste, og her er væddeløbsheste ingen undtagelse.