Græssyge har slået mange heste ihjel siden begyndelsen 1900’erne, både i England, Skotland og herhjemme. På trods af forskning gennem en årrække er der endnu ikke nogen helt entydig årsag, men forskning tyder på at bakterien Clostridium botulinum type C er involveret.

Akutte og subakutte patienter kræver aflivning, når diagnosen er sikker. De kroniske patienter kan i visse tilfælde overleve.

Det er hypotesen at denne stærkt neurotoksiske bakterie er en af mange mikroorganismer, der er normalt forekommende i hestens fordøjelsessystem. For den sunde hest er den muligvis ufarlig og kontrolleres af det lokale tarmimmunsystem. Både bakterien og antistoffer til type C-neurotoksin er fundet hos raske heste, både i tarmen, i blodkredsløbet og i kolostrum og mælk hos diegivende hopper.

Græssyge menes at blive udløst af foderskift, som efterfølges af enten en stor stigning i antallet af C. botulinum type C bakterier og/eller en massiv produktion af toksin i tarmen. Slutresultatet af en af disse processer er, at hestens immunsystem ikke er i stand til at klare presset. En undersøgelse af 30 heste med græssyge og 77 raske kontrolheste viste, at type C-neurotoxin kunne findes hos hhv 74% af hestene med akut græssyge og 67% af akutte og kroniske tilfælde, ofte i massive mængder sammenlignet med 10% af kontrollerne, hvor niveauet var normalt lige over grænserne for detektion.

Meldrøjer som mulig årsag

Meldrøjer er også mistænkt som en mulig årsag til græssyge hos heste. Meldrøjer er skallen af skimmelsvampen Claviceps purpura og Claviceps paspali og kan findes i kornsorter og græsser fx rajgræs, som anvendes i mange hestegræsblandinger.

Symptomer på græssyge

Græssyge er en sygdom hos heste, ponyer og æsler, hvor der sker skade på dele af nervesystemet med tarmlammelser og ofte død til følge.

Græssyge ses både i en akut, subakut og kronisk fase, men der er betydelig overlap mellem symptomerne i de tre former. Det væsentligste symptom er delvis eller fuldstændig lammelse af fordøjelseskanalen fra spiserøret og ned.

Akut græssyge

Under akut græssyge kommer symptomerne pludseligt og er alvorlige, og hesten vil dø eller blive aflivet indenfor et par dage efter starten. Alvorlig tarmlammelse fører til svær kolik med de symptomer der normalt ses, hvor hesten ruller sig, skraber med forben, kigger på flankerne samt vanskeligheder med at sluge spyt. Maven kan blive udspilet med stinkende mavevæske, som kan stå ud gennem næsen. Længere ned i tarmen opstår forstoppelse. Hvis gødning er passeret, vil pærerne være små, hårde og kan være belagt med slim. Der ses også muskelsitren/kramper og områder med sved. I denne form er sygdommen dødelig og hesten bør aflives, når diagnosen er stillet.

Subakut græssyge

I subakut græssyge ligner symptomerne den akutte sygdom men er mindre alvorlige. Ophobning af væske i maven optræder ikke, men hesten vil sandsynligvis have vanskeligheder med at synke, let til moderat kolik, sved, muskelsitren/kramper og hurtigt vægttab. Små mængder foder kan stadig indtages. Sådanne tilfælde kan dø eller kræve aflivning indenfor en uge.

Kronisk græssyge

Under kronisk græssyge udvikles symptomerne langsommere og indebærer kun nogle tilfælde mild, sporadisk kolik. Hestens ædelyst er sandsynligvis reduceret og der vil varierende grader af synkebesvær men spytproduktion, ophobning af væske i maven og svær forstoppelse ses ikke. Et af de væsenligste symptomer er hurtige og alvorlige vægttab, som kan føre til afmagring. Tidligere mente man at næsten alle sådanne tilfælde døde, og at de få, som overlevede kun delvis kunne rehabiliteres og efterfølgende ikke kunne anvendes. I dag ved man at nogle af heste der kommer sig igen kan fungere i træning.

Diagnosticering

De ovenfor beskrevne symptomer kan virke ret klare, men desværre viser den syge hest ikke altid alle disse symptomer. Derfor kan det nogle gange være meget svært for hestedyrlægen at skelne græssyge fra andre årsager til kolik, nedsat ædelyst og vægttab. Der er ingen test til diagnosticering af sygdommen i levende dyr, selvom visse diagnostiske tests kan være nyttige, når de sammenholdes med symptomerne.

Karakteristiske degenerative forandringer i nervecellerne kan ses vha en mikroskopisk undersøgelse af nervevæv efter hestens død eller ved kirurgisk fjernelse af lidt tyndtarm.

Behandling af græssyge

Som tidligere nævnt bør behandling ikke overvejes i akutte og subakutte tilfælde. Men i kroniske tilfælde, hvis dyret ikke har store smerter og stadig kan æde blot en smule og ’livskraftig’, kan behandling forsøges. Det korrekte valg af tilfælde der kan/ bør behandles kræver erfaring, da ikke alle kroniske tilfælde kan behandles.

Behandling af kroniske tilfælde involverer dedikeret sygepleje og fodring med letfordøjeligt foder der er let at sluge fx hakkede og opblødt grønt evt tilsat melasse. Det er vigtigt at hesten æder foder med så højt energiindhold som muligt for at undgå, at den dør. Intensiv pleje er afgørende, for patienten kræver konstant menneskelig kontakt, hyppig strigling for at modvirke klæbrig sved og i nogle tilfælde stalddækken som kan reducere sveden og forhindre nedkøling.

På University of Edinburgh, Dick Vet Equine Hospital overlevede ca. 70% af tilfældene og en opfølgende undersøgelse har vist, at 41% af disse kom tilbage i træning med bla jagt, væddeløbssport og military. 33% blev brugt til avl, ’hyggeredet’ eller trænet frem mod konkurrenceridning og de sidste 26% skulle stadig tage på og var i gang med rehabilitering på tidspunktet for undersøgelsen. Ingen af de overlevende heste blev beskrevet som uanvendelige. Dette resultat er en stor forbedring i prognosen sammenlignet med lignende tilfælde fra slutningen af 1980’erne.

Reduktion af risiko for græssyge

Flere undersøgelser har identificeret risikofaktorer forbundet med en øget forekomst af græssyge og visse beskyttelsesfaktorer forbundet med et fald i forekomst af græssyge. Disse faktorer omhandler:

  • Hestene
  • Lokaliteten
  • Management

Derfor kan det være værd at følge et eller flere tilfælde og overveje, hvilke af disse faktorer der kan ændres mhp at reducere sygdomsrisikoen hos andre heste. Dette kan indebære fokus på beskyttende faktorer og / eller udelukkelse af risikofaktorer. Desværre er der kun få af disse faktorer, som kan ændres fra dag-til-dag hos heste med øget risiko.

Risikoreduktion

  • Minimere anvendelse af græsarealer hvor der tidligere er fundet tilfælde
  • Minimere jordbehandling fx harvning, mekanisk gødningsopsamling, etablering af dræn, byggearbejde
  • Minimere bar jord fx ved nedgræsning
  • Undgå pludselige foderændringer (mængde og / eller fodertype)
  • Undgå overforbrug af ivermectinbaserede ormemidler fx gennem skift mellem produkter med flere virkemåder.

Aktive tiltag

  • Samgræsning med drøvtyggere
  • Regelmæssig skårlægning af græsfoldene
  • Manuel fjernelse af gødningsklatter
  • Supplerende grovfoder.

Referencer

Dick Vet Equine Practice Fact Sheet: Grass Sickness
The Equine Grass Sickness Fund. Equine News, Spring 2015.

Fotoet viser en Clydesdale hest, der lider af kronisk græssyge (a) og samme hest efter rehabilitering (b).
  1. FORSIDE
  2.  » 
  3. VIDENCENTER
  4.  » 
  5. SUNDHED & SYGDOM
  6.  » Græssyge hos heste. Symptomer, årsager og erfaring med behandling