På de varedeklarationer der er på de produkter, vi anvender til vores heste, står der en del forskellige vitaminer anført.

Nu er jeg blevet i tvivl, om vitamin B er det samme som Biotin. Kan du kaste lidt lys på dette emne?

På forhånd tak!

/ Katja

Hej Katja

Nej – Biotin er ikke helt det samme som B-vitamin. Fra gammel tid er Biotin blevet kaldt vitamin H, men betragtes idag som en del af ‘familien’ af B-vitaminer. B-vitaminer består af Thiamin (B1), Riboflavin (B2), Niacin (B3), Panthotensyre (B5), Pyridoxin (B6), Nikotinsyre (B7), B12 samt Biotin (H).

De gode tarmbakterier

Hele ‘familien’ af B-vitaminer bliver mikrobielt syntetiseret i hestens stortarm. Det betyder, at naturligt forekommende mikroorganismer producerer disse vitaminer samt vitamin K, og det kommer hesten til gode. Vi mangler stadig information om, hvor stor en andel af disse vitaminer, der rent faktisk optages i tarmen.

En mængde faktorer påvirker tarmens miljøforhold og dermed også indirekte produktionen af disse vitaminer. Tarmbakterierne skal have gode betingelser. Der må fx ikke være for surt eller for basisk, der skal være energisubstrat til vækst og der kræves en fiberrig fodring.

Hvad gør B-vitaminer?

B-vitaminer fungerer i stofskiftet som såkaldt aktive co-enzymer og spiller en vigtig rolle og er afgørende for flere af kroppens funktioner. Blandt andet indgår de i energi- og proteinstofskiftet, nervesystemet, hud og pels samt dannelsen af ​​røde blodlegemer.

Deres tilstedeværelse er nødvendig for at enzymer kan dannes, og hvis de mangler bliver flere biokemiske processer blokeret. Et eksempel på en funktion er, hvor B12 medvirker i dannelsen af røde blodlegemer. En mangel på B12 kan på sigt give hesten lav blodprocent. Et andet eksempel er at Biotin medvirker ved dannelsen af hud og hornvækst via dannelsen af keratin.

B-vitamin mangel?

Mangel på B-vitaminer kan komme til udtryk med flere ret diffuse symptomer, men de mest tydelige er, at hesten bliver sløv, får dårlig appetit og problemer med hud og pels.

Hvilke heste kan have gavn af B-vitamin?

B-vitamin kan gives til alle heste. Velegnet som dagligt tilskud eller som ekstra tilskud i perioder med hårdere træning, konkurrence, sygdom eller fældning.

  • Ved pelsskifte
  • Tarmflora i ubalance
  • Heste i træning og konkurrenceheste.

For eksempel kan heste, der trænes eller konkurrerer i perioder have et øget behov for B-vitaminer. Hvis hesten har lidt af ubalance i tarmfloraen eller har den været på medicin, kan den have nedsat egenproduktion af vitaminer og kan have behov for tilskud for at dække sine basale behov.

B-vitaminer i foderplanen?

Der er ikke fuld enighed blandt konsulenter om behovet for ekstra B-vitaminer. Nogle er af den opfattelse, at heste ikke behøver ekstra Biotin og de øvrige B-vitaminer. Jeg vurderer, at en del heste kan have gavn af ekstra tildeling. Vi ved nemlig ikke, om den mængde der produceres i hestens stortarm dækker behovet hos den enkelte hest. Så det skal betragtes som en ‘helgardering’. Ofte ses en klar stigning i blodprocent eller forbedret hornkvalitet efter tldeling i en længere periode. Og det underbygger forskelle i behovet mellem dyr, og at der er store biologiske variationer.

Bedste hilsner

Dorte Rebbe
Cand. Scient Animal Science / Hestekonsulent

________________________

Find B-vitaminer til heste her

B-vitamin er et tilskud i piller til alle heste som dagligt tilskud eller ekstra tilskud i perioder med hårdere træning, konkurrence, sygdom eller fældning.
  1. FORSIDE
  2.  » 
  3. VIDENCENTER
  4.  » 
  5. FODRING
  6.  » Fodertilskud til heste: Vitamin B = Biotin?