At komme ‘godt fra start’ kan bruges i mere end én betydning.

Med disse 10 gode råd i baghovedet får du en fornuftig træning på hestens præmisser. Det er godt horsemanship.

God fornøjelse.

/ Dorte Rebbe

Øvelserne er til for hesten – og ikke omvendt

Det helt grundlæggende formål med al ridning skal være at opbygge hestens muskulatur. Hesten skal gøres smidig, stærk og i stand til at bære rytteren uden at blive overanstrengt og få skader. At du som rytter så efterfølgende kan fremvise hestens færdigheder i konkurrence eller shows er en sidegevinst.

Med disse 10 gode råd i baghovedet får du en fornuftig træning på hestens præmisser:

  • Lyt til hestens signaler under ridningen
  • Sørg for, at både du og hesten får en god oplevelse
  • Husk, at formålet med træning af hesten bla. er at opbygge hestens muskulatur, så den ubesværet kan bære dig
  • Start ikke træningen af hesten, før den både fysisk og psykisk er klar til det
  • Forcér ikke træningen, men afpas den efter hestens formåen, således at træningen bliver en god oplevelse for hesten
  • Læg en plan for din ridning, og rid varieret, så det ikke bliver for trivielt for hesten
  • Hav god tid, og koncentrer dig om hesten både før, under og efter ridningen
  • Slut altid træningen med øvelser, som hesten er god til
  • Væn din hest til at gå i trailer uden brug af vold og gerne så tidligt i hestens liv som muligt
  • Tag kun til stævner, hvis din hest både fysisk og mentalt er klar til det.

Hestens naturlige gangarter og øvelser

Stort set alle de øvelser, vi som ryttere kræver af hestene, kan man se hesten udføre i naturen.

Når du betragter føl og ungheste på marken, kan du se, at de både kan udføre changementer, piaffer, udføre passage og piruetter. Det er ikke noget, de har lært, men det er noget, der ligger i deres naturlige bevægemønster. Fra naturens side er formålet med disse “øvelser” at smidiggøre hesten og holde den adræt og sund.

Det største problem for hesten opstår, når vi sætter os op på ryggen af den. Nu skal hesten nemlig ikke kun være i balance og bære sig selv. Den skal pludselig også bære os, og samtidig kompensere for den ubalance, vi som ryttere meget let kan bibringe hesten ved at sidde uroligt eller skævt på den.

Samspil mellem hest og rytter

Du skal kunne »tale« med hesten, for at du kan bruge den og få den fulde glæde af den. Det vil sige, at du skal forstå de signaler, hesten udsender, og den skal forstå dine signaler. Denne kommunikation uden ord mellem menneske og dyr er altafgørende for, at hesten befinder sig godt, når du bruger den. At kunne forstå hesten og kunne lære hesten, hvad du ønsker af den, kræver viden, øvelse og frem for alt tålmodighed og kærlighed til dyret. At kunne forstå dig og udføre de ting, du beder om, er noget, hesten skal lære. Heldigvis er hesten født med en veludviklet evne til at lære, og det kan du udnytte, når du opdrager og træner hesten.

For at hesten skal kunne forstå, hvad du vil have den til, er det vigtigt, at du giver tydelige og entydige signaler, samt at du er konsekvent, og at du belønner hesten, når den har gjort det, den blev bedt om. Det gælder både i forbindelse med den daglige håndtering af hesten og i forbindelse med træning og ridning.

Hvornår skal træningen af hesten begynde?

Hestens uddannelse starter allerede som føl med en grundopdragelse, hvor føllet skal lære at blive håndteret og gradvis konfronteres med nye ting og situationer. Gradvis skal der kræves mere og mere af hesten. Husk, at hesten er et stort dyr – ikke legetøj. Derfor er det vigtigt, at hesten tidligt lærer at respektere dig som leder.

Hesten skal både fysisk og mentalt være klar til at blive sat i egentlig træning. Dette tidspunkt kan være meget forskelligt fra hest til hest. Det kan resultere i skader, hvis heste sættes i arbejde for tidligt.

Hestens indlæring

Indlæring hos heste skal baseres på belønning. Ved tålmodig træning af hesten med korrekt anvendelse af belønning umiddelbart efter udførelse af en ønsket adfærd kan hesten lære at udføre de mange aktiviteter, du ønsker af den.

Brug aldrig straf i forbindelse med hestens træning og indlæring. Du kan nemlig ikke lære hesten nye ting ved at straffe den. De ryttere, der forsøger at irettesætte og straffe hesten med pisken, opnår kun, at hesten bliver forvirret og utryg ved rytteren, fordi den ikke forstår, hvad den bliver straffet for.

Hvis du har behov for at tilrettevise hesten fx. hvis den vil bide eller sparke, kan det ofte klares med en hævet stemmeføring. Du kan også anvende de metoder, som heste bruger over for hinanden. F.eks. “rusker” hoppen føllet ved at tage fat i halskammen, heste bider/napper hinanden på halsen, hvis de vil vise, hvem der bestemmer. For at efterligne det kan du selv “ruske føllet” eller tage fat i en hudfold på hestens hals. Det er meget vigtigt, at du er konsekvent, hvis du vil tilrettevise hesten. Det nytter ikke, at den får lov til at gøre noget den ene dag, men ikke den anden dag. Hvis du tilretteviser hesten, skal det ske i det øjeblik, hesten gør noget forkert. Hvis tilrettevisningen kommer for sent, vil hesten ikke forstå, hvad det drejer sig om.

Træning af unghesten

Hvis du ikke har erfaring med at træne heste, bør du søge professionel hjælp. Specielt hvis det drejer sig om træning af den unge hest. Hvis hesten først får dårlige vaner, er det svært at rette op på igen. Du må hellere søge hjælp én gang for meget end én gang for lidt.

Når du træner den unge hest, er det vigtigt, at de enkelte træningslektioner ikke er for lange. Hesten skal være glad for træningen. Hvis du fornemmer, at den mister koncentrationen og lysten til at arbejde, skal træningen slutte.

Træningen skal tilpasses den enkelte hest

Kræv ikke for meget af hesten. Gå ikke i gang med noget, du ikke kan gennemføre. Det er bedre at give hesten en masse små succeser, så du kan rose den og skabe et godt grundlag, hvorpå du kan bygge næste trin. Træn det, som hesten har svært ved, når den er varmet godt op. Hvis en øvelse ikke vil lykkes, skal du undlade stadige mislykkede gentagelser. I stedet skal du lave en øvelse, som du ved, hesten kan, så du kan afslutte arbejdet med ros.

Start med at arbejde med den unge hest fra jorden, således at den lærer at beherske de forskellige gangarter og øvelser uden at være belastet af rytteren. Det er vigtigt, at hesten kommer i balance og lærer at træde ind under sig med bagbenene, da det er der, hesten er stærkest. Det er også vigtigt, at hesten søger frem og ned med hovedet, således at ryggen kommer op og bliver styrket.

Hestens bagben er udstyret med væsentlig større muskelkraft end forbenene. Samtidig betyder den måde, bagbenene er opbygget på, at der kan ske en affjedring, der afbøder enhver belastning, ligesom støddæmperen i en bil. Hesten skal derfor lære at bære på bagparten, således at de skader, som ofte opstår, når hesten belaster sine forben for meget, kan undgås.

Når du som rytter sætter dig op på ryggen af hesten, er det vigtigt at huske, at din opgave er at belaste hesten så lidt som muligt. Den fornemste opgave for dig som rytter er at fremme hestens naturlige anlæg, således at hesten kan bevæge sig lige så smukt med dig på ryggen, som når den løber frit. Hesten skal rides bagfra. Den skal have lyst til at gå frem, søge frem og ned med hovedet og lægge sig til biddet. Det betyder imidlertid ikke, at det skal foregå i højt tempo.

Lyt til hestens signaler

Under al træning er det vigtigt, at du hele tiden er opmærksom på, hvordan din hest har det. Forlanger du for meget af den? Keder hesten sig? Er arbejdet for trivielt? Siger hesten fra, fordi det gør ondt? etc. Som rytter/hesteejer skal du kunne fornemme, om hesten har det godt. Hvis hesten pludselig opfører sig anderledes, end den plejer, er der altid en årsag hertil. Det er din pligt at finde ud af, om det er, fordi hesten er syg, om den har ondt f.eks. på grund af for hård træning, eller andre forhold gør sig gældende.

Plan med din ridning – variationer

Det er vigtigt, at du lægger en plan for din ridning hver dag. Hvad ønsker du at opnå i dag? Hesten er jo ikke blot et motionsredskab. Det handler om samspillet mellem dig og hesten. Når hesten har udført det, den er blevet bedt om, korrekt, skal den roses, og det vil være en god ide at stoppe træningen. Det er vigtigt altid at slutte med en øvelse, du ved, hesten kan, således at du kan belønne hesten, så den går fra træningsbanen med en god oplevelse.

Det er også vigtigt at variere det daglige arbejde med hesten med f.eks. skovture, arbejde fra jorden og løsspringning, således hesten hele tiden får nye udfordringer og oplevelser.

Før, under og efter ridning

Når du skal ride, er det vigtigt, at du har god tid. Hesten skal ikke blot hives ud af stalden og ind på træningsbanen. Rid kun, når du er i humør til det og kan koncentrere dig om hesten. Ros hesten, og giv den pauser under ridningen. Bliv ikke ved med at terpe det samme igen og igen. Også efter ridningen skal du give dig tid til hesten. Hvis hesten er svedt efter arbejde, skal du om sommeren få hesten kølet af, f.eks. ved at overbruse den. På de kølige årstider skal du sørge for at få tørret hesten, så den ikke bliver kold.

Transport af hesten

Den mest almindelige måde at transportere heste på er i en godkendt hestetrailer. Derfor skal heste uden besvær og uden risiko for dyr og mennesker kunne læsses og køres i traileren. Det at være i en hestetrailer, ofte alene og opbundet i et snævert rum, er meget unaturligt for en hest. Derfor er det vigtigt, at hesten gradvis vænnes til denne situation.

Væn din hest til at gå i trailer så tidligt i dens liv som muligt. Vær tålmodig, og beløn hesten, når den tager de første trin op på rampen. Det er vigtigt, at hesten føler sig tryg ved situationen og finder ud af, at traileren ikke er farlig. Vær konsekvent på den rolige måde og få hesten til at gøre det, du beder den om, men forlang ikke mere af hesten, end den er klar til.

  • Giv dig god tid, vær rolig og undgå tidspres
  • Lad være med at læsse din hest første gang, når den skal til stævne
  • Sørg altid for, at den trailer, du vil transportere din hest i, er i god stand
  • Sørg for, at traileren køres fornuftigt, undgå bratte opbremsninger og kør langsomt i svingene
  • Vær altid mindst to personer, når I kører med heste.

Stævner og shows

Hvis du ønsker at tage til stævne med din hest, er det vigtigt, at den både fysisk og mentalt er klar til det. Transport til og fra stævner samt opstaldning i uvante omgivelser kan være belastende for hesten. Du skal derfor nøje overveje, hvor mange stævner hesten skal deltage i. Det skal jo gerne være en positiv oplevelse – også for hesten.

Stil krav til de forhold, din hest tilbydes på stævner eller udstillinger. Der skal være tilstrækkelig plads i den boks, din hest får stillet til rådighed, og hesten skal have mulighed for at være i fred for andre heste og mennesker, hvis den ønsker det.

Få personlig og uvildig hesterådgivning

Få fakta i en verden af ubegrænset information. Sådan gør du:
  1. Book din tid hos Dorte ved at vælge antal minutter her
  2. Videresend din ordre-kvittering til [email protected] med 1) ønske om tidspunkt, 2) stikord ift, hvad du ønsker svar på, 3) om du foretrækker zoom, teams eller telefon
  3. Modtag besked om aftalt tid
  4. Dorte kontakter dig på det aftalte tidspunkt.

Hesterådgivning tilbydes indenfor en lang række emner på alle hverdage 09.00-15.30 og efter aftale. Hesteagronom, Cand. Scient Animal Science Dorte Rebbe har mere end 30 års erfaring. Få svar allerede idag, hvis der er en ledig tid.

  1. Forside
  2.  » 
  3. Viden
  4.  » 
  5. Ridesport
  6.  » Træning på hestens præmisser. Altid!