FORSIDE » Viden » Ridesport » Spring uden pisk og forøg chancen for en fejlfri runde

Tankevækkende undersøgelse har vist, at amatørryttere oftere rider med pisk end eliteryttere, og jo mindre pisken bliver anvendt, desto større bliver chancen for en fejlfri runde. Læs mere ….

/ Dorte Rebbe

Springryttere der red med pisk havde 1,3 gange større risiko for at få fejl end dem, der ikke red med pisk. Tankevækkende resultater præsenteret på den årlige konference hos International Society for Equitation Science i USA.

Den britiske undersøgelse viste, at amatørryttere oftere red med pisk end eliteryttere, og jo mindre pisken blev anvendt, desto større blev chancen for en fejlfri runde.

Catherine Watkins fra Hartsbury College i Gloucester samt kolleger observerede 229 amatør- og 229 eliteryttere ved flere springstævner under det britiske rideforbund, BHS. De observerede, om rytterne red med pisk, hvor meget de brugte den og hvordan fx når rytteren tager begge tøjler i én hånd for at bruge pisken.

De fandt, at 69 % af amatørrytterne red med pisk ift. 62 % af eliteryttere og, at risikoen for at få fejl steg med 30 %, når rytterne red med pisk. Sandsynligheden for at opnå en fejlfri runde faldt yderligere for de ryttere, der også brugte pisken.

Aktiv brug af pisk

Forskerne undersøgte også aktiv brug af pisk med de nuværende engelske regler for ridebanespringning. Reglerne siger, at misbrug eller overdreven brug ikke vil blive tolereret. Pisken bør ikke anvendes mere end tre gange efter indridning, pisken må ikke bruges, før ridtet er påbegyndt. Pisken regnes kun som anvendt, hvis rytteren holder begge tøjler i én hånd.

På trods af disse regler, observerede Watkins og hendes kolleger et betragteligt antal ryttere der misbrugte eller overdrev brugen af pisk på banen. Ialt 38 ryttere kunne teknisk set indberettes for misbrug eller overdreven brugen af pisk, men til trods herfor blev ingen ryttere indberettet.

Af de 458 observerede ridt red 65,5 % af ryttere med pisk og 20,7 % af dem, der red med pisk brugte den. Amatørrytterne brugte pisken mere end dobbelt så mange gange.

Pisk og ryttererfaring

Resultaterne indikerer, at et højt niveau af viden og erfaring mindsker brug af pisk. En hypotese er, at eliteryttere rider på bedre heste, hvor behovet for pisken som hjælpemiddel er mindre end hos amatørrytterne.

Resultaterne kan være til gavn for rideforbund og stævnearrangører, der evaluerer deres etiske regler for brug af pisk. Det synes allerede at være sket i nogle lande.

Anden nyere forskning i brug af pisk indenfor galopsport har vist nogen positiv sammenhæng mellem brugen af pisk og hestens placering. Der syntes ikke at være sammenhæng mellem hurtigere tider, når pisken blev brugt oftere.