Tips til den bedste pleje

af dit rideudstyr og seletøj

Få Nyhedsmailen

med mer’ brugbar info som denne.

FORSIDE » Viden » Hold af heste » Læderpleje. Tips til den bedste pleje af dit rideudstyr og seletøj

Sadler, hovedtøj, seletøj og andet udstyr af læder kan holde i ’en menneskealder’, hvis der bliver passet godt på det. Her får du tips til, hvordan du plejer udstyret, så det bevares bedst muligt – også ift din sikkerhed, når du træner.

/ Dorte Rebbe

Læderpleje før ibrugtagning

Før man bruger seletøjet første gang, er det en god ide at give det en gang læderfedt eller olie (syrefri), hvis det ikke er behandlet, når man køber det.

Vedligeholdelse af dit rideudstyr og seletøj

Efter brug tørres sved, snavs og evt. mudder af med en fugtig, opvredet klud. Husk også at rengøre omkring spænderne, så læderet ikke bliver ødelagt pga. snavs, der hvor spænderne sidder. Biddet rengøres for foderrester m.m. så der ikke sidder noget, der kan genere hesten i munden næste gang det skal bruges. Lad ikke sadlen hænge ovenpå et fugtigt sadelunderlag. Vask sadelunderlaget efter behov. Sadelunderlaget er med til at beskytte sadlen mod sved og skidt fra hesten.

Efter afrensning med lædersæbe, bør læderet tørre til næste dag for at undgå, at man får lukket evt. fugt inde med læderolien/-fedtet.

Brug læderolie eller læderfedt

Det er vigtig at holde læderet rent, hvis det skal holde længe. Støv og skidt kan virke som sandpapir og slide på læderet. Med jævne mellemrum, alt efter hvor ofte udstyret bruges, skilles det ad og rengøres med lædersæbe. Sæbens indhold af glycerin eller andre plejemidler er med til at holde læderet smidigt. Når læderet er rengjort med sadelsæben, tørres det af med en ren tør klud. Derefter smøres læderet ind i læderolie med en klud eller pensel eller lægges i blød i olien. Det er vigtigt, at der kommer olie ind i alle sprækker og ved sammensyningerne brug evt. en lille sprøjte.

Du skal kun smøre den blanke side af læderet. Er der en ru side, skal denne være den åndbare side, det er vigtigt, at læderet kan ‘ånde’.

Man anbefaler ikke at lægge læderprodukter i blød i olie, da man lukker alle porer i læderet og dermed hindrer, at læderet kan ånde. Iblødlægning kan på sigt resultere i ringere holdbar pga mørning.

Læderet kan også gnides ind i læderfedt. Læderfedt kræver lidt mere arbejde end olie, da det er varmen fra hånden samt selve indgnidningen i læderet, der får læderfedtet til at trænge ind i læderet. Hvis man ikke er omhyggelig med at gnide fedtet ind i læderet, kan der komme en grå/hvid hinde på læderet. Overskydende olie og fedt tørres af med en klud, så det ikke danner grobund for mug og skimmel. Til sidst kan læderet kan poleres med en blød klud for at få en blank overflade.

Vigtigt: Man bør aldrig smøre lædertøjler/liner, der hvor man skal holde med hænderne, da de kan blive meget glatte i regnvejr.

Spænder

På nyere seletøj er spænderne ofte lavet af rustfri stål eller andre materialer, der ikke skal vedligeholdes særligt. På ældre seletøj kan spænder og pynt være lavet af messing eller andre materialer, der skal pudses med egnede pudsemidler for at være blanke. Jernspænder skal, udover at være rengjorte, også vedligeholdes med maling.

Opbevaring af læderudstyr

Hæng udstyret, så det kan få luft og tørre langsomt, hvis det er blevet vådt. Læder opbevares bedst i et rum med udluftning og en konstant temperatur omkring 15 grader. Hvis læderet hænger for varmt eller i stærkt sollys, er der risiko for at seletøjet tørrer ud. Hvis seletøjet hænger fugtigt, vil der ofte komme mug og skimmel på seletøjet. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt at have seletøjet hængende i stalden. Hvis man har et overtræk til sin sadel eller lægger nogen over seletøjet, for at det ikke skal blive støvet, er det bedst at bruge bomuld, der ikke holder på fugten.

Kontroller jævnlig at udstyret ikke er slidt. Drej/vrid læderet, hvis der er revner i, er der risiko for at stroppen knækker under brug. Hvis læderet er meget tørt, er der stor sandsynlighed for at sytråden også er tørret ud, og dermed let går i stykker – så se syningerne efter og ryk i dem. Hvis spænderne er rustne er holdbarheden også forringet. Skift de dele, der er slidt inden de knækker!

Tjek også at sikkerhedslåsen til stigremmen kan udløses (afhængig af sadeltype) og giv den lidt olie med jævne mellemrum, så den ikke ruster fast.

Opbevaring

Udstyr af læder opbevares bedst i et rum med udluftning og en konstant temperatur omkring 8-15 grader, og det kan holde i ’en menneskealder’, hvis der bliver passet godt på det.

Kilder: Koereforbund.dk, Faxiposten mfl.

Nøgleord