Ingen hov, ingen hest

Værd at vide om ridning uden sko og barfodstrimning

Få Nyhedsmailen

med mer’ brugbar info som denne.

FORSIDE » Viden » Hold af heste » Ingen hov, ingen hest. Værd at vide om ‘barfodstrimning’ og sko

Forebyggende hovpleje er altid nødvendig, hvad enten dine heste er skoede eller ej. Men det er værd at vide, at der findes alternativer til skoning, hvis din hest til stadighed har problemer med sine sko.

En hest med sunde hove, er en hest som får den rette forebyggende hovpleje, lever i et sundt miljø, får tilstrækkelig motion og den rigtige fodring.

Det er vigtigt at vide, at ikke alle heste kan trives uden sko, være ‘barfodsheste’ som det kaldes, grundet deres genetik og den behandling de har fået gennem livet i øvrigt. Nogle heste kræver altså særlige hensyn og trives bedst med sko.

Barfodstrimning?

Går du med tanker om at ride din hest uden brug af sko, er det vigtigt at vide, hvad der skal til for at få hesten til at trives som ’barfodshest’:

Regelmæssig beskæring

Det er vigtigt at heste, som ikke bærer sko, får hovene beskåret hver 6. til 8. uge, da for lange hove kan have smertefulde konsekvenser for hesten.Ubeskårede hove giver risiko for overbelastning af den dybe bøjescene, hvilket kan resultere i ødelæggelse af hovens støddæmpende funktion samt dragtbruskens elasticitet.

Den sunde hov

Hos en ’barfodshest’ ses en fin hovrand uden revner og med en glat struktur. Strålen er solid og vægtbærende og virker stødabsorberende, når hesten bevæger sig. Det er træningen på et fast underlag samt ikke for bløde omgivelser, der stimulerer hoven til at yde bevægeapparatet støtte under afsættet.

Husk korrekt fodring

Trivsel er nøgleordet, når du ønsker at få en velfungerende hest, der kan rides uden sko. For at hesten kan udvikle stærke og velfungerende hove kræves den rette fodring med tilstrækkelige plantefibre, vitaminer, mineraler og aminosyrer.

Alle heste starter som barfodsheste

Du opnår lettest at få en velfungerende ’barfodshest’ ved at ride den uden brug af sko fra en tidlig alder. Føl og plage skal motioneres tilstrækkeligt på fast underlag, så hovens naturlige stødabsorberende funktion optrænes.Ved regelmæssig træning af hoven skånes hesten i og med at hovens naturlige og fjedrende egenskaber forplanter sig positivt opad i bevægeapparatet. På den måde forebygges skader på hestens muskler og led, og du får en hest med stærke, fleksible og velfungerende muskler.

Måske en mulighed for den ældre hest

For den ældre hest, der belastes af tabte sko, forfangenhed, hovrevner m.m. kan det være værd at forsøge sig med ’barfodsridning’. Lad altid en fagperson vurdere det.

Kilder

Moderne hovpleje af Hans Henrik Smedegaard
Naturlig hovpleje til ridehesten. Med og uden sko af Barker og Braithwaite.