De fleste købere er interesserede i, at der laves en handelsundersøgelse ved dyrlægen i forbindelse med deres køb af hest. Undersøgelsen kan imidlertid også have stor betydning for sælgeren.

Læs her hvorfor.

Som køber af en hest har man interesse i at sikre sig, at den pågældende hest rent faktisk fysisk kan holde til dét, man ønsker at bruge den til. Det kan en handelsundersøgelse ved dyrlægen hjælpe med at afklare.

Som sælger kan undersøgelsen også være hensigtsmæssig. Det fortæller advokat Signe W. Horstmann, som netop har vundet en sag i landsretten, hvor handelsundersøgelsen kom til at spille en rolle.

Derfor er handelsundersøgelsen vigtig

Sælgers interesse i at der laves en handelsundersøgelse, hænger sammen med, at køber ikke kan påberåbe sig mangler, der allerede var kendt ved købet – det vil sige ved dyrlægeundersøgelsen.

Det er besværligt og dyrt for sælger, hvis handelen skal gå tilbage, da han/hun så ofte vil skulle betale omkostninger til opstaldning, dyrlæge og smed for den periode, hvor hesten har stået hos køber. Hvis tvisten går over til en retssag, kan denne periode vare flere år og omkostningerne blive betragtelige.

– I den sag jeg for nylig førte for en sælger i Landsretten, gav Landsretten os medhold i vores påstand om, at køber ikke kunne hæve handelen, idet de påberåbte mangler allerede fremgik af den handelsundersøgelse, der var lavet, siger advokat Signe W. Horstmann og tilføjer

– Det understreger tydeligt, hvorfor handelsundersøgelsen er vigtig for begge parter i en hestehandel.

Tags

  1. FORSIDE
  2.  » 
  3. VIDENCENTER
  4.  » 
  5. HOLD AF HESTE
  6.  » Handelsundersøgelse af hesten også til fordel for sælger