Hvad der er godt at vide

før du køber hest

Få Nyhedsmailen

med mer’ brugbar info som denne

FORSIDE » Viden » Hold af heste » Godt at vide før du køber hest

Køb ikke hest, før du kan ride

Det er en stor beslutning at anskaffe hest eller pony. Du skal kunne ride og håndtere en hest, før du overvejer at købe en hest. Hvis du ønsker dig en hest, er det en god ide at starte med at gå på rideskole og evt. få part i en hest.

Du skal have tid og overskud

Det er meget tidskrævende at have hest. Du skal afsætte tid hver eneste dag til pasning af hesten. Du skal kunne afsætte mindst et par timer dagligt. Det er derfor vigtigt, at du gør op med dig selv, om det kan passe ind i dit liv også i relation til din familie.

Tænk på omkostningerne ved at holde hest

Det er dyrt at have hest. Prisen på heste varierer alt efter hestens afstamning og uddannelse. Ud over udgifter til køb af hest og udstyr vil der være løbende udgifter til opstaldning og foder, smed, dyrlæge (vaccinationer, tandraspning og gødningsprøver for orm samt evt. skade/sygdom), undervisning/træning, forsikring (lovpligtig ansvarsforsikring samt evt. livs/uanvendelighedsforsikring og sygeforsikring) osv.

Endvidere kan der være udgifter til: klubkontingent, stævnegebyrer, rytterlicens og leje eller køb af trailer. Hvis du ikke kan afse minimum 2.000-3.000 kr. pr. måned til dette, bør du overveje, om du har råd til at holde hest. En billigere løsning kan være at få part i en hest.

Der kan være store forskelle på prisniveauet for at have en hest opstaldet på rideskole eller hestepension. Du bør derfor undersøge prisen i det område, du bor i. Hvis du kan have hesten hjemme, er det naturligvis billigere. Hvis du vælger at have hesten opstaldet hjemme, skal du sørge for, at hesten står sammen med mindst én anden hest og at du har tid til at fodre den flere gange om dagen.

At have hest er en krævende og forpligtende opgave. Det sker ikke så sjældent, at der efter nogen tid opstår problemer, som kunne være undgået, hvis den nybagte hesteejer havde forberedt sig grundigere på det store ansvar, det er at holde hest, eller havde været mere realistisk i valget af hesten.

Både af økonomiske hensyn og af hensyn til den tid, der skal bruges på hesten, kan det være en god ide at starte med at have part i en hest. Herved deles udgifterne, og der er flere til at deles om pasning og ridning.

Der er forskellige måder at have en partshest på. Du kan mod betaling og pasning af en rideskolehest eller privathest få lov at ride på den et antal dage om ugen. Næste skridt kan være at købe en part i en hest og dermed have de forpligtigelser, der svarer dertil.

Husk klare skriftlige aftaler mellem jer, der har hesten sammen.

Vælg den hest der er den rigtige for Dig

Når du har besluttet dig for at købe en hest, skal du overveje, hvad du ønsker at bruge hesten til. Skal hesten f.eks. bruges til dressur, spring eller motionsridning? Man kan fristes til at købe en ung hest, da den ofte er billigere. Men det er en krævende opgave selv at uddanne og opdrage hesten. For begynderen kan det i stedet anbefales at købe en ældre, rolig hest.

For begynderen vil det ofte være klogest at vælge en såkaldt allround hest – en hest med et godt temperament og kan lidt af det hele. Med en sådan hest har man mulighed for at prøve ridningens forskellige discipliner. Fordelen ved, at hesten har en vis alder, er naturligvis, at den har et større erfaringsgrundlag end den unge hest, og derfor er lettere at håndtere og arbejde med. Mange tror, at en hest på 15 år nærmest er en olding, men er hesten frisk i den alder, kan den ofte holde mange år endnu.

Selve købet af hesten

Det er vigtigt at undersøge hesten grundigt før købet. Du bør lade en hestekyndig vurdere hesten og få din dyrlæge til at lave en handelsundersøgelse. Dyrlægen bør godkende hesten anmærkningsfrit til en eventuel forsikring, inden handlen afsluttes. Det er også en god idé at få afprøvet, hvorvidt hesten er velegnet til det, man har tænkt sig at bruge den til.

Det skal blive en god oplevelse for både Dig og hesten. Læs mine råd længere nede i artiklen og tænk det godt igennem!

/ Dorte Rebbe

Ved køb af en hest gælder købelovens almindelige bestemmelser. Dvs. at hvis du som privatperson køber hesten hos en, der erhvervsmæssigt handler med heste, gælder købelovens reklamationsfrist på 2 år. Ved en handel mellem to privatpersoner kan man frit aftale andre frister.

Det er vigtigt, at du får hestens papirer samt en bekræftelse på, at du har købt hesten, inden du overtager den.

Forholdsregler før køb af hest

  • Undersøg om papirerne er i orden. Betal ikke, før hestens papirer er afleveret.
  • Vær sikker på hestens identitet, herunder alder (hest og papirer skal passe sammen). Fra 1. januar 2012 skal alle danske heste have et hestepas samt et tilhørende ejercertifikat
  • Det er lovpligtigt at registrere ejerskifte senest 30 dage efter af hesten er handlet (Originalt ejercertifikat med sælgers underskrift sendes til Videncentret for Landbrug, Heste eller det forbund, der har udstedt hestens papirer)
  • Sørg for, at alle væsentlige aftaler og garantier foreligger skriftligt
  • Sørg for sagkyndig hjælp til besigtigelse af hesten + forsikringsgodkendelse/dyrlægegodkendelse
  • Brug evt. den købekontrakt, der er udarbejdet af Seges, Heste
  • Vær kritisk med, hvor du køber hest
  • Se hesten i dens vante omgivelser
  • Køb aldrig hest på et marked.

Pasning og opstaldning

Når du omgås heste, skal du tage hensyn til hestenes velfærd. Hestevelfærd betyder i sin enkelthed, at hesten bliver passet og plejet, således at den trives og ikke lider nød. Derfor er det vigtigt, at du for at sikre hestens velfærd sætter dig godt ind i hestens behov.

Forsikring af hesten

Hesteejeren skal tegne en lovpligtig ansvarsforsikring på hesten. Derudover er det muligt at forsikre hesten. Nogle heste repræsenterer en stor værdi og er ligesom andre dyr udsat for sygdomme og ulykker. For brugsheste er der samtidig en risiko for skader, som kan medføre invaliditet eller død.

Generelt kan hesteforsikringerne deles op i to grundforsikringer og sygeforsikring:

  • Dødsforsikring, ofte kaldt almindelig hesteforsikring
  • Forsikring for død og uanvendelighed, ofte kaldet udvidet hesteforsikring eller værdiforsikring
  • Sygeforsikring. Det er en god ide at sygeforsikre sin hest, da det kan sikre dig mod store uforudsete udgifter i forbindelse med dyrlægebehandling.

Det er vigtigt, at du studerer policen grundigt for at være sikker på, hvad forsikringen reelt dækker.

Kan du tilbyde gode forhold til en hest?

Et godt hestehold betyder at:

  • Heste opstaldes i løsdrift eller bokse
  • Hestene kommer dagligt på fold sammen med andre heste
  • Hegnet er udformet, så hestene ikke kan komme til skade
  • Hestene tilses mindst én gang i døgnet (lovkrav)
  • Stald og inventar er dimensioneret efter hestens størrelse (se Lov om hold af heste)
  • Der er naturligt lys og frisk luft i hestestalden
  • Hestene tilbydes et tørt og velstrøet leje.

Nøgleord

10 gode råd om at købe hest eller pony

  • Lær at ride og håndtere heste, før du køber hest
  • Tag familien med på råd, når du køber en hest
  • Vær sikker på, at du har tid og overskud
  • Tænk på omkostningerne til bl.a. opstaldning, smed, dyrlæge, udstyr, undervisning og forsikring
  • Overvej, om du skal starte med at få en part i en hest
  • Vælg en hest, der passer til dine ambitioner
  • Se hesten i dens vante omgivelser og prøv den
  • Vær kritisk med, hvor du køber hest
  • Få en hestekyndig til at undersøge hesten før et køb
  • Sørg for, at hesten opstaldes sammen med andre heste.

Er du klar til at købe en hest eller pony?

/ Dorte Rebbe