Lipizzaneren

Barokhest med fremtid

Få Nyhedsmailen

med mer’ brugbar info som denne.

FORSIDE » Viden » Racer » Lipizzaneren. Barokhest med fremtid

Anvendelsen af Lipizzaneren er i dag først og fremmest sigtet på dressur og kørsel, men avlsmålet er det samme som dengang, hvilket gør Lipizzaneren til en unik hesterace og et enestående eksempel på noget levende barokt!

/ Dorte Rebbe

Lipizzaneren er Europas ældste kulturrace

Lipizzaneren blev fremavlet for mere end 400 år siden med henblik på at være paradehest ved det Habsburgske Hof. Racen har siden spredt sig over hele verden, men størstedelen af avlen sker dog stadig på det oprindelige stutteri Lipizza i Slovenien samt på de gamle statsstutterier i Østrig, Ungarn, Rumænien, Slovakiet, Italien og Kroatien.

Den Spanske Rideskole i Wien

Mest kendt er Lipizzaneren igennem Den Spanske Rideskole i Wien og deres Hvide Lipizzanerhingste, hvor man stadig til det fuldendte værner om den klassiske ridekunst. Hér kommer Lipizzanerens intelligens, temperament og lethed for samling til udtryk i de svære øvelser så som Levade, Capriole, Croupade og Courbette, der er eksempler på spring i “Skolen over Jorden”.

Lipizzaneren er en middelstor hest på 150-160 cm i stangmål med harmoniske proportioner. Den er kompakt, muskuløs, og helhedsindtrykket skal virke betydeligt. Føllene er normalt sorte eller brune, bliver så med årene skimlede og til sidst helt hvide. Den hvide farve er dominerende for racen, men helt brune eller sorte heste kan dog forekomme og er bevaringsværdige.

Dansk Lipizzanerforening

Lipizzanerracen repræsenteres i Danmark af Dansk Lipizzanerforening, som blev stiftet i 1972 og har til formål at varetage interessen for Lipizzanere over hele landet. Foreningen er tilknyttet Landsudvalget for Hesteavl med hensyn til regler og stambogsføring.

Dansk Lipizzanerforenings kontakter går ligeledes langt ud over landets grænser, da foreningen siden 1986 har været medlem af L.I.F. (Lipizzan International Federation), den internationale organisation for alle lande med Lipizzaneravl, hvilket omfatter både de gamle statsstutterier og private avlsforbund over hele Verden.

Forfatter: HorseConsult & Dansk Lipizzanerforening af 1972.