Få Nyhedsmailen

med mer’ brugbar info som denne.

FORSIDE » Viden » Racer » Engelsk fuldblod (XX) – Fuldblodshesten

Engelsk fuldblod er gennem århundreder fremavlet mhp. at løbe stærkt og er verdens hurtigste hest på distancen 400-5.000 meter.

Avlsforbund for Engelsk fuldblod: Dansk Galop (Foreningen til Ædle Hesteavl)

Hesteracen Engelsk fuldblod (XX) anvendes således primært til galopløb. Stamtavlen kan føres tilbage til den engelske The General Stud Book. Den engelske fuldblodsavl er helt enestående og har dannet grundlag for al fuldblodsavl i verden. Samtidig anvendes den til forædling af europæiske varmblodsracer fx. Dansk Varmblod.

Engelsk fuldblod i Danmark

I Danmark er Dansk Galop både galopsportens øverste myndighed og avlsforening. Dansk Galops formål er at fremme fuldblodsavlen i Danmark – tidl. “den ædle hesteavl” – samt at lede hele den danske galopsport.

Dansk Galop har ca. 500 medlemmer og ledes af en bestyrelse på 15 medlemmer, der repræsenterer banerne, opdrætterne, hesteejerne og trænerne.

Der er registreret ca. 300 avlshopper og 35 avlshingste i Danmark repræsenterende de bedste internationale blodlinjer. Den årlige produktion af fuldblodsføl er omkring 200. Over halvdelen af hver årgang fremstilles på foreningens årlige auktion over étårige plage. Auktionen afholdes sædvanligvis i september.

Galopsporten som industri

På verdensplan er galopsporten en stor industri. Der opdrættes hvert år ca. 90.000 fuldblodsføl heraf halvdelen i USA. Bedækninger ved de fleste avlshingste koster op til 2 millioner kroner og det dyreste føl, der har været handlet på en offentlig auktion, blev budt op i 13,1 million dollars eller mere end 80 millioner kroner.

Galopløb i Danmark

Der afholdes årligt 400 løb på banerne i Klampenborg, Odense, Århus, Aalborg, heraf lidt over halvdelen på Klampenborg Galopbane. De samlede løbspræmier var i 2001 på 14 millioner kroner. Dertil kommer opdrætterpræmier på ca 1/2 million kroner. Alle danske opdrættere modtager præmier på 10% af de beløb, som deres opdræt indløber på de fire danske baner.

Dansk Derby

Dansk Derby er galopsportens fornemste løb og afvikles den sidste søndag i juni på Klampenborg Galopbane. Efter engelsk mønster er Dansk Derby kun åbent for 3-årige heste og rides over distancen 2400 meter, svarende til 1 1/2 engelsk mil. Præmiesummen er 800.000 kroner.

Forfatter: Dansk Galop & HorseConsult®