Dansk Varmblod

Moderne ridehest med gode brugsegenskaber

Få Nyhedsmailen

med mer’ brugbar info som denne. Få Nyhedsmailen
  1. FORSIDE
  2.  » 
  3. Viden
  4.  » 
  5. Racer
  6.  » Dansk Varmblod. En moderne ridehest med gode brugsegenskaber

Avlsforbundet Dansk Varmblod

Dansk Varmblod er Danmarks største hesteavlsforbund med ca 58.000 registrerede heste og 5.000 medlemmer. Dansk Varmblod adskiller sig fra andre avlsforbund ved ikke at være en race med en lukket stambog. Derimod ønsker Dansk Varmblod at fremavle en nærmere defineret ridehestetype, baseret på de bedste varmblodslinjer, såvel nationale som internationale.

Dansk Varmblod er et af de yngste varmblodsforbund i verden og har sine rødder tilbage i dansk landbrugs traditionsrige hesteavl. Fundamentet blev lagt i 1960’erne via avlsmateriale fra de daværende danske lette racer Frederiksborgere og Oldenborgere. For at forbedre avlen blev desuden importeret halvblodsheste fra Sverige, Polen og Tyskland. I 1979 blev organisationen Dansk Varmblod dannet ved en fusion mellem de to daværende foreninger Dansk Lette Hesteavl og Dansk Sportsheste Avlsforbund. Blodlinjer til forbedring af avlen hentes nu hovedsagelig fra Tyskland og Holland, ligesom et mindre antal fuldblodshingste og araberblod anvendes til at forædle typen.

Avlsarbejdet i Dansk Varmblod

Siden Dansk Varmblods begyndelse i 1979 er der sket kolossal avlsfremgang. Det grundige selektionsarbejde på eksteriøret skabte hurtigt en population af typefaste rideheste. Den ridehestetype, som Dansk Varmblod ønsker er en ædel, storrammet og muskuløs ridehest på ca. 165 – 170 cm i stangmål, med et godt markeret sadelleje, der muliggør en optimal sadelplacering. Temperament og karakter skal være omgængeligt og samarbejdsvilligt med en god indlæringsevne. Hesten skal desuden have talent og evne for stor præstationsformåen i ridesportens discipliner

I starten af 1990’erne begyndte Dansk Varmblod at lægge meget mere vægt på præstationsegenskaberne. Disse blev indført i avlsmålet, og ingen hingste indsættes i avlsarbejdet uden en godkendt brugstest. På hoppesiden er der ikke obligatorisk afprøvning, men stadigt flere avlere vælger at få rideafprøvet deres hopper for herigennem af få information om præstationsegenskaberne.

Det målrettede avlsarbejde har båret frugt. På få år er importen af avlsmateriale blevet vendt til eksport. Den Danske Varmblodshest er efterspurgt i store dele af verden, og der er oprettet datterforbund i England og USA. I samarbejde med moderforbundet afholdes der kåringer med danske dommere.

Dressurheste

Dansk Varmblod har tradition for avl af gode dressurheste. Den mest kendte danske Varmblodshest er Marzog efter Herzog DH 186, der med Anne Grethe Törnblad i 1980’erne havde en imponerende international dressurkarriere. I 1999 kårede en international dommerkomité Marzog som ‘Århundrets bedste dressurhest’ foran kendte dressurheste som bla tyske Rembrandt/Nicole Upphoff, Ahlerich/Reiner Klimke og Granat/Christine Stückelberger

Springheste

Dansk Varmblod ønsker også at manifestere sig på springsiden, og i år 2000 blev det for alvor slået fast, at Dansk Varmblod også kan avle springheste, idet danskopdrættede Lando DH 430 vandt sølv ved OL-springningen. Mange internationale ryttere har gennem årene haft stor succes på Danske Varmblodsheste. Ved OL i Sydney 2000 var der således udtaget ikke færre end 10 Dansk Varmblodsheste fra 9 forskellige lande.

Dansk Varmblod er, som det eneste danske avlsforbund, medlem af den verdensomspændende avlsorganisation World Breeding Federation for Spors Horses (WBFSH). Internationalt står Dansk Varmblod også her stærkt, idet formandskabet og sekretariatet varetages af Dansk Varmblod. WBFSH omfatter 53 varmblodsforbund og arrangerer bla. verdensmesterskaber for ungheste i dressur og springning.

Dansk Varmblods Hingstekåring

Dansk Varmblod er også kendt for den årlige hingstekåring ‘The National Stallion Show’ i Herning i marts måned. Hingstekåringen er et af Europas største og flotteste arrangementer. Kåringen af varmblodshingste er naturligvis den mest fremtrædende del, men der er også mulighed for at overvære Unghestechampionatet, konkurrenceklasser samt gallashow.

Forfattere: HorseConsult & Dansk Varmblod

Typebeskrivelse for Dansk Varmblod

  • Udtryksfuldt hoved, der gennem en middellang nakke, og med god plads mellem ganacherne, danner en fin forening med en middellang, velansat og velformet hals.
  • Lang og skråtliggende skulder.
  • God skulderfrihed, der giver mulighed for en stor fremføring af forbenet samt god sidebalance.
  • Velmarkeret, lang manke, med jævn overgang til en middellang stærk ryg.
  • Oval ribbenshvælving, der muliggør en optimal schenkelplacering.
  • God ribbenslængde, der giver plads til lunger og andre indre organer.
  • Et ret kort, muskuløst og smidigt lændeparti.
  • Langt, muskuløst og hældende kryds.
  • En velansat hale og en korrekt haleføring.
  • Muskelfyldt underarm samt bred og dyb lårmuskulatur.
  • Stærke og tørre lemmer, med velmarkerede led.
  • Lemmerne skal være korrekt stillede såvel forfra som fra siden, så en optimal senefunktion sikres. Korte og flade piber.
  • Velbøjet has.
  • Koderne middellange, og passende vinklede.
  • Velformede hove med god hornkvalitet.
  • Bevægelsen ønskes smidig, elastisk og regelmæssig med god bæring og et godt sving samt god rummelighed i alle tre gangarter.

Idealhøjde

165-170 cm.

Farver i Dansk Varmblod

Alle farver, dog hyppigst brun, sort, rød og skimmel

Brugsegenskaber for danske varmblods heste

Dressur og springning samt i mindre omfang military og kørsel.