Hej brevkasse
Vores hest på 8 år har fordøjelsesproblemer. Han er købt for en måned siden og har tidligere været fodret med wrap, havre og byg. Hans foderstand er god, måske endda lidt for tyk og vommet. Vi har ikke oplysninger om hans træningstilstand.
Han er ca. 8 år, tænder er iorden. Han er omgængelig og energisk under ridning. Vi rider alm skovture, banespringning samt lettere dressur, og han har 1 ugentlig fridag. Og så går han på fold med andre heste hver dag fra kl. 8 – 15. Han virker meget rolig ikke nervøs, men går hårdt på, når han er sammen med andre heste. Vi har fodret med icelandic power, da han er for tyk og lidt havre, masser af godt hø og lidt wraphø.
Løse hestepærer
Problemet er de løse heste pærer, tendens til splattet afføring og luft i maven. Indimellem ligger der normale pærer i boksen og samtidig flere løse, som er meget grønne og lugter stærkt. Han tisser meget og drikker meget vand, hvis det tilbydes – så gerne både 2 – 3 store spande samt vand på fold. Han drikker også gerne fra spand. hvis vi tilbyder det ved opsadlingpladsen.
Indimellem virker han oppustet, men er iøvrigt pæn og sund i hårlag, har gode hove m.m. Vi er iøvrigt startet med et mælkesyrepulver tilskud for balance i maven.
Hvad bør vi fodre med for at få hans mave iorden? Dyrlægen har sagt, at vi bare skal droppe wrappen.
Med venlig hilsen og på forhånd tak
Hej Benedikte
Nu kan jeg se at I har haft ham ca 1 måned – og det er ikke så længe. Der går altid et stykke tid efter et større foderskift, før fordøjelsen stabiliserer sig.
Nogle heste får nemmere løs gødning end andre. Det kan skyldes en stor ormebelastning tidligere i hestens liv, som har medført arvævsdannelse i tarmvæggen. Arvæv har ikke de samme egenskaber som normale tarmceller som bla kan transportere salte over tarmvæggen og ind i blodbanen. Derfor bliver der vand tilovers, som ryger ud sammen med gødningen.
Det kan altså være gamle ormeskader der er problemet, men det kan også skyldes andre forhold. Måske æder han betragtelig større mængder wrap og/eller frisk græs nu ift tidligere. Det er ikke til at vide.
Løs gødning af wraphø
Nogle heste får løs gødning af wrap, hvilket bla kan skyldes forskelle i saltindholdet hhv inde i tarmlumen og i blodbanen.
Mht hans vandindtag så kan I lave nogle målinger, så I finder ud af, hvor meget han drikker pr. døgn. En hest drikker 5-7 liter/100 kg legemsvægt, når den ikke sveder. Hvis den sveder så 7-9 liter/100 kg legemsvægt.
Hvis jeres beregninger viser at hans vandindtag er noget højere end dette, så kan det være I skal have jeres dyrlæge til at undersøge, om hans nyrer fungerer korrekt.
Mit umiddelbare forslag er indtil jeres målinger foreligger at lade ham “nøjes” med hø i en tid og se om det gør hans gødning mere fast. Herefter kan I tilføje små mængder “tør” wrap, som en del af grovfoderrationen.
Ser I ingen bedring indenfor kort tid, synes jeg, I skal kontakte mig, så vi kan gennemgå og optimere hans fodring og fordøjelse.
Venlig hilsen
Dorte Rebbe
Cand. Scient Animal Science
Få personlig og uvildig hesterådgivning
Få fakta i en verden af ubegrænset information. Sådan gør du:
- Book din tid hos Dorte ved at vælge antal minutter her
- Videresend din ordre-kvittering til [email protected] med 1) ønske om tidspunkt, 2) stikord ift, hvad du ønsker svar på, 3) om du foretrækker zoom, teams eller telefon
- Modtag besked om aftalt tid
- Dorte kontakter dig på det aftalte tidspunkt.
Hesterådgivning tilbydes indenfor en lang række emner på alle hverdage 09.00-15.30 og efter aftale. Hesteagronom, Cand. Scient Animal Science Dorte Rebbe har mere end 30 års erfaring. Få svar allerede idag, hvis der er en ledig tid.