Behandling af kværke hos heste

og vaccination mod kværke, influenza og stivkrampe

Få Nyhedsmailen

med mer’ brugbar info som denne.

FORSIDE » Viden » Sundhed & sygdom » Vaccination af heste mod kværke, influenza og stivkrampe

Læs hvordan dyrlægen behandler heste med kværke og om vacciner; både mod kværke, influenza og stivkrampe.

/ Dorte Rebbe

Behandling af kværke

Rigtig mange halsbetændelser hos heste er forårsaget af kværke. Her gælder det om at behandle med antibiotika tidligt i forløbet.

I gamle dage lod man sygdommen forløbe ubehandlet. Foruden ubehaget og smerterne fra hals og eventuelle bylder, så risikerede man, at sygdommen spredte sig rundt inde i kroppen; det kaldes “vandrekværke”. Disse heste blev alvorligt syge og kunne dø. Den strategi har vi helt forladt. Dels for at mindske ulempen hos patienten. Dels så sygdommen ikke smitter. Dels fordi man altså ikke opnår nogen varig beskyttelse efter sygdommen, uanset om hesten bliver behandlet tidligt i forløbet. Endnu bedre end hurtig indsats er det at forebygge kværke:

Vaccine mod kværke

Der kom i sommeren 2005 en effektiv kværkevaccine på markedet. Den gives på indersiden af overlæben. Nogle heste vil reagere på førstegangsvaccinationen med en lokal hævelse, men denne påvirker ikke hestens almenbefindende eller træning. Vaccinationsprogrammet afhænger bla af hvilken risiko, hesten har for at blive smittet. Vi deler hestene mellem høj-, mellem- og lav-risiko for kværke. Du kan se vaccinationsprogrammerne nedenfor.

Der er forskelle ift influenzavaccination. Det skyldes, at influenza er en virus, som jo rejser i luften, mens kværke er en bakterie, som kræver tættere kontakt for smitteoverførsel.

Influenzavaccination

I dag er der krav om influenzavaccination i de fleste stalde, men vi anbefaler, at alle heste vaccineres mod influenza. At der er flere sygdomstilfælde med kværke end influenza, skyldes således, at de fleste heste vaccineres mod influenza, mens tilbuddet om kværkevaccination er nyere.

Mht influenza, så genvaccinerer vi 6. måned efter de to basisindsprøjtninger. De fleste heste kan herefter “nøjes” med årlig genvaccination, men halvårlig anbefales i tilfælde af ungheste samt konkurrenceheste. Det er også klogt at give hesten (i særdeleshed unghesten) en genvaccination forud for flytning til rideskole eller lignende, hvis den ikke alligevel er vaccineret indenfor de sidste 3-6 måneder.

Stivkrampevaccination

Endelig skal vi ikke glemme stivkrampevaccination: Her er revaccination kun nødvendig ca. hver 2.-3. år. Som det fremgår af vaccinationsprogrammet for kværke nedenunder, så vil kværkevaccinationen blive den hyppigste vaccination, hvorfor man blot kan følge dette program og så lade dyrlægen give de vaccinedele, som hesten har behov for hver gang. Dvs. de forskellige vacciner kan altså fint kombineres ved samme besøg efter samråd med dyrlægen.