Mange heste får ‘solskoldninger’ på muler og i koder i sommerperioden. Det starter allerede tidligt i græsningssæsonen, når lysintensiteten tager til. Læs om årsagen og hvad du selv kan gøre.

/ Dorte Rebbe

Hvorfor ‘soleksem’

Forebyggelse er altid bedre end behandling. Men basis for et potentielt leverproblem kan sagtens være opstået før du købte din hest, men det er reelt set umuligt at vide. Artiklen er tænkt som en konkret hjælp, når du står i situationen og ønsker at forhindre at problemet forværres.

Kraftig reaktion på solen

Hvad skal du se efter? Først bliver de lyse hudpartier rødlige, senere lyse til mørkt gullige. Senere dannes væskende sårskorper, som har svært ved at læge pga. den daglige lyspåvirkning og irritation af huden. Lidelsen betegnes ‘fotosensibilisering’, nogle kalder det ‘soleksem’. For nogle heste betyder det, at de er nødt til at stå på stald midt på dagen.

Nedsat leverfunktion

Særligt lyse hudpartier kan være svært påvirkede. For nogle hestes vedkommende er der ikke tale om normal solskoldning. Problemet skyldes aflejring i huden af reststoffer fra nedbrydningen af græssets klorofyl. Det ses typisk som gulligt farvet hud i næsebor, slimhinder og altså på muler og i koder.

Årsagen til denne ophobning kan være nedsat leverfunktion grundet indtag af giftige planter som f.eks. brandbæger. Der forekommer både akutte og kroniske forgiftninger.

Forebyg med nem behandling

Som hesteejer kan du nemt mindske ubehaget for dine heste. Bedst er det at iværksætte en behandling, inden de gullige hudpartier begynder at væske, og der dannes sår. Men hestene skal under alle omstændigheder behandles, og behandlingen skal gentages efter behov. Når det er skyet er indstrålingen mindre, og derfor irriteres huden mindre, og færre behandlinger er nødvendige.

Med ‘fuld sol’ er det tid til, at du skal passe ekstra godt på dine hestes lyse hudpartier! Behandlingen er enkel og går ud på at bruge et fysisk solfilter, f.eks. zinksalve. Cremen er meget fed, vandafvisende og bliver derfor siddende længere end mange andre cremer. Samtidig har den et højt faktortal, og giver rigtig god beskyttelse mod solens stråler.

Brug zinksalve som solbeskytter; det forebygger at hestene kommer til at lide af væskende sår sommeren over. Og husk at checke foldene for giftige planter!

  1. FORSIDE
  2.  » 
  3. VIDENCENTER
  4.  » 
  5. SUNDHED & SYGDOM
  6.  » Solskoldning på hestens lyse hud. Sådan kan din hest undgå det