Equin Metabolisk syndrom – også kaldet insulinresistens – er en stofskiftesygdom hos heste og kan sammenlignes med type 2 diabetes hos mennesker.
Heste med EMS har stor risiko for at udvikle forfangenhed, og derfor er der kommet meget fokus på sygdommen.
Heste med EMS er overvægtige og udvikler insulinresistens, der gør, at hestens evne til at optage glukose i kroppens celler er nedsat. En del af glukosen bliver derfor omdannet til fedt og lagt i depot. Det forværrer hestens overvægt. EMS kan sammenlignes med type 2 diabetes hos mennesker. Heste med EMS har stor risiko for at udvikle forfangenhed, og derfor er der kommet meget fokus på sygdommen.
Symptomer ved insulinresistens
Heste, der udvikler EMS, er kendetegnet ved, at de udvikler fedtdepoter, der især sætter sig på halskammen, ved haleroden og omkring indvoldene. Der bliver udskilt hormoner fra disse fedtdepoter, der forstyrrer kulhydratstofskiftet. Når kulhydratstofskiftet begynder at ændre sig, bliver fedtdepotet ved halskammen ofte hårdt. Hos en hest, der ikke har EMS er halskammen blød og eftergivende og ikke tykkere end resten af halsen.
Heste kan godt være overvægtige uden at have EMS, men så vil fedtet ofte være jævnt fordelt over hele kroppen. Heste med EMS har også en øget risiko for at udvikle Cushing´s syndrom i en tidlig alder (vægttab, pelsproblemer, sløvhed og snigende forfangenhed).
Det er især meget nøjsomme hesteracer som Islandske heste, de fleste ponyracer, tinkere, friesere, PRE og Lusitano, der er disponeret for EMS. De er fra naturens side vant til et barsk klima og et varieret udbud af foder sommer og vinter. Derfor er de blevet gode til at lægge ekstra fedt på sidebenene om efteråret for at kunne klare vinteren. Men de fleste heste i dag oplever ikke en hård og barsk vinter, der tærer på depoterne, men står i stedet i en varm stald og får foderet serveret uden at skulle bevæge sig ret meget.
Diagnosen vha blodprøve
Heste med EMS kendetegnes ved kraftige unormale fedtdepoter. Andre tegn på at hesten har EMS kan være, at hesten er sløv og oftere får infektioner.
Det er ikke alle overvægtige heste, der lider af EMS. Dyrlægen kan undersøge om hesten lider af EMS ved at tage en blodprøve på den. En blodprøve fra en hest med EMS vil vise et højt indhold af insulin, glukose og triglycerider i blodet. En kombineret glukose-insulin test er en af de sikreste måder at teste for insulinresistens.
Alle heste – også varmblodsheste – kan i princippet få EMS, hvis de fodres forkert med meget sukker og stivelseholdigt foder og små mængder grovfoder. Heste, der udvikler sygdommen har ofte været overvægtige i en del år, og sygdommen opdages som regel, når hestene er over 8 år gamle.
Insulinresistens
Noget af insulinfølsomheden menes at være genetisk bestemt, så nogle heste er født med lav insulinfølsomhed og er mere disponerede for at blive overvægtige. Hos fede heste øges resistensen overfor insulin, så fedme og insulinresistens virker fremmende på hinanden.
Hvis hesten hele tiden bliver overforsynet med energi igennem foderet og ikke bliver motioneret, bliver den overskydende energi lagt i depot, og hesten vil tage på i vægt. Virkningen af insulin kan øges ved, at hesten får mere motion
Motion sætter gang i stofskiftet
Heste, der er overvægtige skal motioneres. Så forbrænder de noget af overskudsenergien, og motionen sætter gang i stofskiftet. Hesten skal trænes, så den opbygger muskler, der forbrænder mere energi end fedtvævet gør. En times daglig motion øger insulinfølsomheden positivt og giver et mere stabilt blodsukker.
Alle heste, også varmblodsheste, kan i princippet få EMS, hvis de fodres forkert med meget sukker og stivelseholdigt foder og små mængder grovfoder.
Hvordan kan du bedst hjælpe din hest eller pony:
- Sikre at den taber sig langsomt
- Øge motionen, gerne mere foldtid
- Optimere fodringen
- Fodre så den ikke bliver desperat sulten
- Mange små måltider
- Begræns eller undgå foder med højt indhold af sukker og stivelse (korn og melasse)
- Analyse af grovfoder mhp sukkerindhold
- Sikre at den får dækket behovet for protein, vitaminer og mineraler.
Mæthedsfornemmelse
Foderet skal fordeles på mange små måltider fordelt over døgnet, for at blodsukkeret ikke skal stige voldsomt. Det gælder både krybbefoder og grovfoder. Heste med EMS vil ofte føle øget sult, og hestene kan vænne sig til, at maven altid skal være fyldt.
Hvis hesten fodres restriktivt, er det vigtigt, at foderet fordeles på min. 3-4 daglige fodringer, der er ens sammensat. Det holder hestens fordøjelse og stofskifte i gang, så store udsving i blodsukkeret undgås. Det giver en bedre mæthedsfornemmelse og minimerer risikoen for mavesår hos hesten. Hesten skal have min. 1 kg grovfoder målt i kg tørstof pr. 100 kg hest.
Til trivelige heste er sent høstet hø eller wraphø velegnet. Det er fiberholdigt og har en lav fordøjelighed. Høet kan suppleres med halm eller frøgræshalm, så hesten bliver beskæftiget og får fyldt maven, så hesten føler sig mæt uden at få tilført store mængder energi. Halm er ikke velegnet som eneste grovfoder pga. øget risiko for mavesår og forstoppelse.
Forebyggelse og behandling
Behandlingen af heste med EMS er ændret fodring, vægttab og motion. Symptomerne på EMS forsvinder i de fleste tilfælde, når fedtdepoterne i bugen forsvinder, og derfor ikke udsender hormoner, der forstyrrer stofskiftet. Der findes ingen medicinsk behandling.
Foderet skal have et lavt indhold af letfordøjelige kulhydrater som sukker og stivelse. Den daglige mængde stivelse skal holdes under 1,1 g/kg kropsvægt pr. måltid. Det er vigtigt, at hesten ikke taber sig for hurtigt, og at den får dækket sit behov for protein, vitaminer og mineraler.
Nogle heste er genetisk disponeret for insulinresistens, derfor er det vigtig, at hestene ikke bliver overvægtige, heller ikke unghestene. En hest, der har været overvægtig fra den er ung, kan udvikle sygdommen uden man opdager det, fordi symptomerne først viser sig, når hesten bliver ældre.
Behandling af heste med EMS
Forbrændingen skal ændres fra at bruge sukker fra korn og stivelse som energikilde til at bruge energi fra grovfoderet. Det er vigtigt, at vurdere hestens huld for at kontrollere, at den taber sig, det den skal og ikke tager på igen, når den har tabt sig. Det er ikke nok at bruge øjnene. Mærk på hesten. Den må ikke føles hård i halskammen, der skal være blød og eftergivende og ikke tykkere end resten af halsen. Hestens ribben skal kunne mærkes med et let tryk. Foderplanen skal justeres efter hestens huld og ikke omvendt!
