Herpesvirus 1 hos heste

Gode råd om håndtering af Equin Herpes Virus, EHV1

Få Nyhedsmailen

med mer’ brugbar info som denne.

FORSIDE » Viden » Sundhed & sygdom » Herpesvirus 1 hos heste (Equin Herpes Virus, EHV1). Anbefalinger til håndtering

Herpesvirus er et luftvejsvirus, som medfører betændelse i hestens øvre luftveje, især hos føl. Senere i sygdomsforløbet kan ses abort hos hopper, som har været i smittekontakt med heste smittet med Herpesvirus 1.

Læs hvad du selv kan gøre.

/ Dorte Rebbe

Herpesvirus er et virus som findes i danske hestebestand og hestebestande over hele verden. Ind imellem ses udbrud hos en eller flere heste i forskellige besætninger, også heste, som får neurologiske symptomer.

Herpesvirus kan også forekomme i en mere aggressiv, smitsom form med neurologiske symptomer, hvor flere heste i besætningen smittes.

Hvordan smitter herpesvirus 1 hos heste?

Herpesvirus 1 smitter primært som dråbeinfektion fra luftvejene ved såvel direkte kontakt fra hest til hest samt indirekte kontakt via tøj, skotøj, trailer, foder og udstyr til heste osv. Der kan også forekomme smitte fra andre legemsvæsker.

Vaccination kan foretages mod typer af herpesvirus, men dækker ikke optimalt mod herpesvirus 1.
Hestens herpesvirus 1 smitter i øvrigt ikke mennesker.

Symptomer på herpesvirus 1 hos heste

Herpesvirus 1 giver feber, luftvejslidelser, lammelser og evt abort hos drægtige hopper. De første symptomer er oftest feber og hoste som tyder på en luftvejsinfektion. Efter ca. 2 uger kan der tilstøde lammelser.

De primære værktøjer til at opdage sygdom og forebygge spredning er observation af hestenes almene befindende og check af legemstemperatur. Temperaturtagning af heste er en effektiv måde at holde øje med om en hest er syg. Normal temperatur er under 38,30 c. Hvis en hest har øget temperatur eller andre tegn på sygdom skal hestedyrlæge kontaktes.

Hvis der er symptomer på smitsom sygdom i en besætning/stald skal hestene isoleres i henhold til anbefalingerne om opdeling i gruppe 1, 2 og 3 – se nedenfor.

Heste som har været i kontakt med stalden/heste fra stalden i forbindelse med udbrud eller opbrud af herpesvirus omfattes ligeledes af karantæne.

Hvordan overvåges hesteholdet?

Ved mistanke om herpesvirus1 hos en hest skal du med det samme tilkalde dyrlæge:

  • Dyrlægen kan stille en diagnose, herunder få taget laboratorieprøver
  • Ingen til- eller afgang af heste til stalden indtil situationen er afklaret.

Ud fra resultatet af laboratorieprøverne inddeles håndteringen i tre grupper:

Gruppe 1: Raske stalde

Hvis laboratoriesvaret er negativt og der i øvrigt ikke er andre symptomer i stalden, kan stalden åbnes igen. Du skal stadig foretage daglig observation af alle heste.

Ved deltagelse i samlinger (stævner, væddeløb, kåring, dyrskue, avl) bør du dagligt tage temperatur på hestene i 10 dage før du deltager.

Gruppe 2: Stalde med symptomer på luftvejsinfektion

Hvis laboratoriesvaret ikke viser forekomst af herpesvirus 1, men der er symptomer i stalden på luftvejsinfektion eller anden smitsom sygdom.
Hvis der er bekræftet diagnose af herpesvirus 1 overgår stalden til gruppe 3 håndtering.

For stald og heste gælder desuden:

  • Karantæne 14 dage fra sidste hest er raskmeldt (ingen til- eller afgang af heste til stalden)
  • Isoler syge heste, så vidt muligt
  • Daglig temperaturtagning.

Gruppe 3: Stalde med Herpesvirus 1 infektion

Hvis der er bekræftet diagnose af herpesvirus 1 overgår stalden til gruppe 3 håndtering. Det betyder at stald og heste skal i karantæne minimum 21 dage fra sidste hest er raskmeldt (ingen til- eller afgang af heste til stalden).

  • Isoler syge heste, så vidt muligt
  • Temperaturtagning morgen og aften
  • Desinfektion og tøjskift for alle med kontakt til stalden
  • Desinfektion af udstyr og staldoverflader inden genåbning af stalden.

Anbefalingerne genvurderes løbende

En høj grad af ansvarlighed og åbenhed blandt alle hesteejere er nøglen til at stoppe smittespredningen. Det giver mulighed for hele tiden at vurderer den aktuelle situation og dermed tilpasse forholdsreglerne – eventuelt indenfor regionale område – for at begrænse yderligere udbredelse.

Herpesvirus 1 er ikke anmeldepligtig, hvorfor Fødevarestyrelsen ikke opsamler viden om udbredelsen. Dansk Ride Forbund, SEGES og ”Den Danske Dyrlægeforening – Faggruppe Heste” etablerer derfor egen overvågning i videst mulig udstrækning.

Kilde

Anbefalingerne er udarbejdet af Dansk Ride Forbund, SEGES og Den Danske Dyrlægeforening – Faggruppe Heste.

Nøgleord