Kroppen har en fantastisk evne til at afbalancere koncentrationen af vævssalte i kroppen på et meget stabilt niveau. Men hvis hesten mister salte, elektrolytter, via sved eller diarré, kan den komme til at mangle og så skal den have dem tilført. Læs mere om hvad elektrolytter gør og hvordan din hest får nok af dem.

/ Dorte Rebbe

Hesten regulerer sin kropsvarme ved at svede. Hestens sved indeholder mange salte – elektrolytter – og sveder den meget skal disse elektrolytter tilføres i rette mængder gennem foderet eller drikkevandet. Har hesten diarré mister den også mange salte og så kan den også have brug for elektrolytter.

Hvad er elektrolytter?

Elektrolytter er mineralske salte og sporeelementer som leder en elektrisk strøm. Elektrolytter findes i forskellige koncentrationer i kropsvævet og blodet. Hestens vigtigste elektrolytter er natrium, kalium, calcium, magnesium og klorid. Elektrolytters væsentligste funktion er at medvirke til opretholdelse af hestens væskebalance, styre mange af kroppens enzymprocesser og indgå i nerver og musklers elektriske signaler. Når hesten sveder ved hårdt træning eller i stressede situationer er det natrium og klorid den mister mest af. Natrium og klorid spiller altså en speciel rolle i væskebalancen.

Er hesten dehydreret?

Et stort elektrolyttab – enten som sved eller diarré – viser sig først og fremmest i almen svækkelse og særligt muskelsvækkelse hos heste. En dehydreret hest vil oftest opføre sig sløvt og være meget mat. En måde du selv kan bruge for at vurdere om hestene er i begyndende dehydrering er at at trække lidt ud i huden på hestens hals. Hudfolden skal hurtig rette sig ud igen. Tager det flere sekunder er det et sikkert tegn på væskemangel.

Får den drukket nok vand?

Hesten mister også meget væske – vand – når den sveder eller har diarré. Derfor er det også vigtigt at den drikker rigelige mængder. I visse situationer kan det være hensigtsmæssigt at vandet også indeholder fx druesukker, men det beror på en konkret vurdering i hvert tilfælde.

Hvis hesten har svedt meget vil salt i krybben eller fra en sliksten ikke være tilstrækkeligt til at kompensere for elektrolyttabet. Har en hest på 500 kg været trænet hårdt, kan den have tabt omkring 20 liter vand, 100 gram klorid, 60 gram natrium, 30 gram kalium, 2,5 gram calcium og 1 gram magnesium. Derfor skal en elektrolytblanding være sammensat i nogenlunde det samme forhold som svedens indhold af elektrolytter.

Hvordan får hesten nok elektrolytter?

Strukturfoder som hø og wraphø kan blive ”det bedste depot” for elektrolytter. En tarm med strukturfoder bærer på forholdsvis store mængder væske og elektrolytter. Hvis hesten kommer i underskud, trækkes elektrolytterne og væske over i blodbanen og genopretter hestens elektrolytbalance og væskebalance.

Elektrolytter (mineraler i saltform) gives i perioder med hård træning, samt ved stævner. Når hesten sveder er elektrolytkoncentrationen i sveden den samme som i blodet dvs. isotonisk. De fleste andre varmblodede dyr herunder mennesker sveder hypotonisk hvilket betyder, at elektrolytkoncentrationen i sveden er mindre end i blodet. Hesten mister altså forholdsmæssigt mere salt, når den sveder end fx. mennesket.

Elektrolytterne gives i foderet eller drikkevandet. Er der tale om en stærk dehydrering kan der være behov for hesten skal have væske direkte i blodet. Det vil være en dyrlæge, der skal foretage denne vurdering.

Elektrolytblandinger fås med forskellige sammensætninger. Ofte bruger ryttere én slags før ridtet, og en anden under og efter ridtet bla. med tilsat druesukker. Det er en tilvænningssag af få hesten til at drikke vand med elektrolytter. Derfor skal du vænne hesten til det hjemmefra, så du ikke står på stævnedagen med en hest der ikke vil drikke.

Undgå væskemangel

Er hesten i væskemangel dvs dehydreret, skal den først drikke vand uden elektrolytter for ikke at forværre tilstanden. Du kan hjælpe hesten igang med at indtage væske ved at tilbyde den frisk græs, æbler og gulerødder. Når dens drikketrang er normaliseret kan du herefter tilbyde den elektrolytter i drikkevandet eller foderet.

Elektrolytter når hesten har svedt eller har diarré

Få personlig og uvildig hesterådgivning

Få fakta i en verden af ubegrænset information. Sådan gør du:
  1. Book din tid hos Dorte ved at vælge antal minutter her
  2. Videresend din ordre-kvittering til [email protected] med 1) ønske om tidspunkt, 2) stikord ift, hvad du ønsker svar på, 3) om du foretrækker zoom, teams eller telefon
  3. Modtag besked om aftalt tid
  4. Dorte kontakter dig på det aftalte tidspunkt.

Hesterådgivning tilbydes indenfor en lang række emner på alle hverdage 09.00-15.30 og efter aftale. Hesteagronom, Cand. Scient Animal Science Dorte Rebbe har mere end 30 års erfaring. Få svar allerede idag, hvis der er en ledig tid.

  1. FORSIDE
  2.  » 
  3. VIDENCENTER
  4.  » 
  5. SUNDHED & SYGDOM
  6.  » Elektrolytter når hesten har svedt eller har diarré