Få Nyhedsmailen

Få mer’ brugbar info som denne.

Forside » Viden » Fodring » Salg af foder på nettet lover ofte for meget

Når foder sælges via internettet, markedsføres det i flere tilfælde med ulovlige sygdomsanprisninger. Det viste en målrettet kontrol, som Fødevarestyrelsen gennemførte af omkring 50 danske foderhjemmesider i 2014.

Fødevarestyrelsen søgte målrettet efter foder, som slog sig op på at kunne forebygge, behandle eller helbrede sygdomme, som f.eks. forfangenhed hos heste og slidgigt hos hunde. Den form for markedsføring er ulovlig, da foder ikke er lægemidler.

Fødevarestyrelsen fandt også eksempler på markedsføring af foder med indhold af ikke-godkendte tilsætningsstoffer, ligesom der var flere eksempler på utilstrækkelig eller vildledende mærkning.

Den slags overtrædelser af reglerne øger blandt andet risikoen for, at foderet ikke bruges hensigtsmæssigt, til skade for dyrenes velfærd.

Fødevarestyrelsen har i forlængelse af kampagnen indskærpet reglerne overfor de undersøgte virksomheder og har fortsat fokus på markedsføring af foder.

Kort om EUs markedsføringsforordning

EUs markedsføringsforordning for foder gælder også for foder, som markedsføres på hjemmesider på internettet. Det betyder at alle mærkningsregler også gælder ved markedsføring på nettet.

Reference

fvst.dk, 3. december 2014.