Melasse til heste

Hvorfor?

Få Nyhedsmailen

med mer’ brugbar info som denne.

FORSIDE » Viden » Fodring » Melasse. Hvorfor bruge det som foder til heste?

Jeg håber på, at du kan være mig behjælpelig med nogle spørgsmål ang. melasse:

  • Er melasse sundt for heste?
  • Hvad består melasse af?
  • Er det korrekt, at melasse er dårligt for hestetænder?

/ Camilla R.

Hej Camilla

Melasse er et biprodukt ved fremstilling af sukker og findes som roemelasse, rørmelasse og ensilasse, som er raffineret rørmelasse. Produkterne indeholder primært sukker, 42-46% sukrose, og har et varierende indhold af protein.

Melasse fås enten flydende eller blandet i hvedeklid med 50%. Det sidste er det nemmeste for “alm. mennesker” at håndtere, for den flydende melasse er ret tyktflydende og nærmest ikke til at få ud af en dunk, når det er koldt.

Produktet bruges i flydende form af foderproducenter til at fastholde en müesli-struktur i en valset blanding med flere forskellige råvarer. Samtidig giver det en sød smag, som de fleste heste kan lide.

Hvad er sundt?

Du spørger om det er sundt for dine plage. Her er svaret nej. Udover sukkeret har det ikke nogen specielt interessant næringsværdi.

Har du en hest med tendens til forfangenhed eller EMS, vil jeg undlade at bruge det. Har du en hest med fordøjelsesproblemer eller allergi, synes jeg det bør med i udredningen, hvis den indtager melasse.

Det er en god smagsgiver og vil fx kunne hjælpe føl igang  med ‘fast føde’. Eller hjælpe kræsne heste og dem med nedsat ædelyst. En lille mængde giver meget sødme, så der skal ikke bruges ret meget. Tænk på det som lidt sukker i kaffen. Nogle hesteejere er ‘sukkerforskrækkede’ men det er i mine øjne meget overdrevet.

Jeg er ikke bekendt med undersøgelser der dokumenterer, at melasse indvirker dårligt på hestetænder fx. caries. Udfra en umiddelbar betragtning kan det høje sukkerindhold antages at være uhensigtsmæssigt. Det skal dog sammenholdes med det antal gange det udfodres dagligt, med de mængder det gives i samt mængden af spyt.

De fleste heste der æder krybbefoder fx med melasse vil typisk også indtage vand, samtidig med at deres spytproduktion er høj. Det nedsætter opholdstiden for sukkeret i mundhulen, så jeg tror ikke, det vil have den store praktiske betydning for hestens tænder.

Med venlig hilsen

Dorte Rebbe
Cand Scient Animal Science, hestekonsulent