Valg af grovfoder

  1. eller 2. slæt wraphø bedst?

Få Nyhedsmailen

med mer’ brugbar info som denne.

FORSIDE » Viden » Fodring » Forfangen hest. Er 1. eller 2. slæt wraphø bedst?

Min islænderhoppe har lige været forfangen men er rask igen. Hvad er bedst at fodre med? Skal det være 1. eller 2. slæt wraphø?

/ Mette B.

Hej Mette,
Selvom du gør alt, hvad du kan, så er risikoen for forfangenhed aldrig nul. Sygdommen kan ramme selvom den ansvarlige for hesten har gjort ‘alt’. Det er selvfølgelig meget frustrerende for de hesteejere, der giver deres ‘hjerteblod’ for at det ikke skal ske. Jeg forstår den frustration, de føler.

Emnet forfangenhed er særdeles komplekst og hænger sammen med en mængde forhold fx. om hesten er disponeret, huld, stofskifte, klimaforhold, tidspunkt i græsningssæsonen, foderets protein- og sukkerindhold. Umiddelbart er der ingen kendt sammenhæng mellem slætnummer og risikoen for tilbagevendende forfangenhed.

Ved analyse af 1. og 2. slæt er der nogle gange forskelle i indholdet af energi, protein, træstof og fordøjelighed, men det kan der også være mellem prøver fra samme slæt. Når du vurderer risikoen for forfangenhed ift indtag af sukker giver det mere mening at sætte fokus på det totale indhold af sukker, som hesten indtager frem for slætnummer.

Sukkerindholdet falder

Husk at sukkeret som udgangspunkt bliver forbrugt i ensileringsprocessen; eller bør blive det, hvis ensileringsprocessen skal foregå optimalt. Derfor er det en god idé at købe wraphø med analyse på eller få den lavet, hvis du selv har græsset til wraphø. Vi kan hjælpe dig med at vurdere, hvad du bør lægge vægt på.

Ellers er der meget forskningsmæssig fokus på fruktaner – en gruppe sukkerstoffer – som findes i varierende mængde i græsset og synes at spille en væsentlig rolle i forfangenhedskomplekset. Men grovfoder som græs – i frisk eller konserveret tilstand – er både helt nødvendigt for hesten og altså på samme tid en risikofaktor i nogle situationer.

Der er iøvrigt en del lav-fruktanholdige græsblandinger på markedet men ingen har dokumenteret virkning ift at nedsætte risikoen for forfangenhed. Så selvom det ikke kan udelukkes, at det kan være en hjælp, så er forfangenhed så kompleks en sygdom at hesten kan få den alligevel, på trods af alle gode intentioner og optimale fodringer.

En foderplan er dog stadig en nødvendighed, så du har styr på hestens indtag af letfordøjelige kulhydrater, stivelse og sukker. I foråret skal du nøje overveje din strategi for at tilvænne hende til det nye græs. Husk at skære tilsvarende ned i vinterrationen, så den ikke får ‘dobbelt’.

Held og lykke med hende

Mvh. Dorte Rebbe
Cand Scient Animal Science / Hestekonsulent