​Hej HorseConsult

Jeg har købt en 17-årig DV vallak, som er ret overvægtig. Han er 163 i stangmål og skal bruges til hyggeridning et par gange om ugen med skovture samt let dressur og springning. Han er ikke blevet redet siden i sommer men har været på fold hver dag. Jeg vil gerne have ham lidt ned i vægt og lidt op i muskelmasse og kondition.

Jeg er blevet anbefalet at give ham roepiller og havre suppleret med Salvimin og grovfoder.

Mit spørgsmål er:Skal jeg vente med at skifte foder, til han er vænnet til de nye omgivelser? Skal jeg skifte hans foder gradvist – over hvor lang tid?

/ Vibeke Y.

Hej Vibeke

Først tillykke med din nye hest. Det er godt at høre, at han vil få en tid som aktiv ældre hest. Med en langsom øgning af træningen kan du og han få mange gode oplevelser sammen. Nu er det ikke så lang tid siden han var i træning. Og når han først én gang har været i god kondition, så kan han forholdsvis nemt komme det igen – bare han kan undgå at få skader.

I starten skal du ikke have specielt fokus på hans huld. Selvom han er lidt overvægtig nu, vil den øgede træning med al sandsynlighed helt automatisk løse problemet.

Valg af hestefoder

Grovfoder, roepiller, havre og Salvimin – som er et all-round vitamin-mineral tilskud – er et udmærket grundfoder, der så skal tilpasses hans behov for energi og næringsstoffer. Kan du mindske eller helt fjerne havre-andelen vil det være at foretrække.

Hvis du får lavet en foderplan, kan det fastlægges hvilke mængder der præcist skal til og om der kan mangle noget. Umiddelbart kan der mangle en god proteinkilde.

Du behøver ikke vente med at skifte foder, til han er flyttet til nye omgivelser. Tværtimod er det hensigtsmæssigt, at alle ændringerne ikke sker på én gang. Hvis du vælger de fodermidler du har nævnt her – med en stor andel grovfoder, roepiller og kun en lille mængde havre – kan ændringen foretages over en kort periode på bare 8 dage forudsat at hans fordøjelse og tandsæt er normal og velfungerende.

Mvh Dorte Rebbe
Cand. Scient Animal Science, hestekonsulent

PS. Husk iøvrigt at fodermidler skal afmåles i kg for at undgå misforståelser om mængderne.

Få personlig og uvildig hesterådgivning

Få fakta i en verden af ubegrænset information. Sådan gør du:
  1. Book din tid hos Dorte ved at vælge antal minutter her
  2. Videresend din ordre-kvittering til [email protected] med 1) ønske om tidspunkt, 2) stikord ift, hvad du ønsker svar på, 3) om du foretrækker zoom, teams eller telefon
  3. Modtag besked om aftalt tid
  4. Dorte kontakter dig på det aftalte tidspunkt.

Hesterådgivning tilbydes indenfor en lang række emner på alle hverdage 09.00-15.30 og efter aftale. Hesteagronom, Cand. Scient Animal Science Dorte Rebbe har mere end 30 års erfaring. Få svar allerede idag, hvis der er en ledig tid.

  1. FORSIDE
  2.  » 
  3. VIDENCENTER
  4.  » 
  5. FODRING
  6.  » Foderskift for ældre hest der flyttes. Hvordan gør jeg?