FORSIDE » Viden » Adfærd » Hestens naturlige adfærd 1

Denne artikelserie giver et kort overblik over de vigtigste adfærdsformer samt de hyppigst forekommende adfærdsproblemer hos heste. Læs del 1 her.

Læs også de øvrige artikler i serien:
2 Ridning
3 Indlæringsformer

Socialadfærd

For flokdyr som heste betyder det at tilhøre en social gruppe øget sikkerhed mod naturlige fjender. Alle heste har en overordentlig stærk trang til at være blandt andre heste, også tamheste.

Heste lever i sociale grupper bestående af 2-20 hopper plus føl og plage samt 1 hingst. Der er en streng social rangorden i gruppen. Som regel ledes gruppen af en førerhoppe. Hingsten holder sammen på hopperne, jager fremmede hingste væk, forsvarer til en vis grad mod fjender, men følger derudover mere hopperne end egentligt at lede dem.

Hestens naturlige miljø

Heste lever på åbne sletter og kan klare sig uden beskyttelse mod vind, regn og sne. Åbenheden og det frie udsyn er vigtigt for heste, så de kan holde øje med naturlige fjender. Dette betyder imidlertid ikke, at de ikke ville foretrække lidt læ, hvis de har muligheden for det. Men hvis en hest har valget mellem et åbent men ubeskyttet område og et beskyttet område uden frit udsyn, foretrækker de det åbne område. At overleve et angreb fra rovdyr, er vigtigere end at stå i læ.

Hesteflokken lever på et stort område, der kaldes et hjemmeareal. Hestene, især lederhoppen, kender arealet særdeles godt. De ved hvor de kan søge føde og vand, og de ved hvor de er bedst beskyttede mod naturlige fjender samt hvor de “farlige” steder er.

Aktivitet

Heste bruger op til 12 – 16 timer dagligt på at optage føde. Græsningen er forbundet med stadig bevægelse i langsomt tempo. De hurtigere gangarter benyttes kun til bevægelse over længere afstande (trav), til flugt fra fjender eller til kortvarig leg (galop).

Indlæring

Selvom megen hesteadfærd er medfødt, skal al adfærd “finafstemmes”, hvilket medfører, at indlæring har stor betydning for de fleste adfærdsformer. Fødeadfærd (græsning) er f.eks. medfødt, men hvad et føl kan æde, skal læres. Indlæring sker på forskellige måder, hvilket kan inddeles i prægning, indlæring gennem iagttagelse, ved forsøg-fejl, ved tilvænning, ved betingning og gennem belønning. De tre sidstnævnte måder er især dem, vi benytter i forbindelse med træning og opdragelse af heste.

Tilvænning

Tilvænning er dels en proces, der foregår spontant, dels en proces, vi kan styre. En unghest, der senere i livet skal kunne transporteres i en trailer, kan vænnes til trailertransport, således at den ikke bliver bange for traileren. En hest, der er blevet bange for noget bestemt, kan på forskellig måde vænnes til det skræmmende.

Betingning

Betingning kaldes også klassisk betingning og er det fænomen, vi benytter, når en hest lærer at holde sig på den rigtige side af et elektrisk hegn. Ubehaget, hesten føler ved berøring af hegnet, får hesten til at lære at holde sig væk. Klassisk betingning eller frygtbetingning er desuden det, der sker, når en hest udvikler angst for bestemte situationer, som f.eks. et dyrlægebesøg. En dyrlæges ubehagelige eller smertefulde behandling af hesten bevirker, at hesten (ofte efter en enkelt oplevelse) forbinder hans person, hans hvide kittel eller andet til ubehaget.

Indlæring gennem belønning

Hvis en hest oplever noget behageligt i forbindelse med en bestemt adfærdsreaktion, forbinder den det behagelige med adfærden, som den så vil vise hyppigere. Hvis hesten gives en belønning (en godbid, ros eller et klap) lige efter en bestemt adfærd, vil den efter nogle få gange forbinde sin adfærd med belønningen, således at den viser adfærden oftere.

Omvendt vil en manglende belønning (altså det at ignorere en bestemt adfærd) medføre det, vi kalder ekstinktion (eller udslettelse), dvs. at adfærden sjældnere eller ikke vises mere.

Hvis en hest oplever noget ubehageligt i forbindelse med en bestemt adfærdsreaktion, forbinder den det ubehagelige med adfærden, som den så vil vise sjældnere. Hvis hesten gives en straf (en smerte eller at blive skældt ud) lige efter en bestemt adfærd, vil den efter nogle få gange forbinde sin adfærd med straffen, således at den viser adfærden sjældnere.

Forfatter: Jan Ladewig, tidl. professor, KU Life.