Fiberrige fodermidler, strukturfoder holder hesten beskæftiget og mindsker risikoen for adfærdsproblemer.
Hold hesten beskæftiget
Korrekt valg af foder kan medvirke til at holde hesten beskæftiget under opstaldning, så risikoen for kedsomhed og adfærdsproblemer undgås. Derfor skal fodringen med i overvejelserne, når man taler adfærdsproblemer hos heste. Heste er planteædere og tilpasset til at fordøje store mængder fiberrigt foder, og det bruger den ca. 16 timer på dagligt!
Valget af fodermidler er meget vigtigt, fordi fiberfattige fodermidler nedsætter den samlede tyggetid, og giver på den måde hestens et stort overskud af tid. Netop kedsomhed, som kan opstå heraf, er den værste “fjende” mht. udvikling af adfærdsproblemer, og derfor kan korrekt valg af fodermidler ikke overvurderes.
Hestens foderoptagelse har stor betydning for dens adfærd. Det samme problem kendes indenfor andre dyrearter. I Københavns Zoologiske Have har man mange dyr, som i naturen bruger meget tid på fødesøgning; – og de keder sig nemt, hvis de får foderet “færdighakket”.
Hos isbjørnene forebygger man adfærdsproblemer ved at “tabe” store isterninger i vandbassinet. Disse isterninger indeholder frugter og kødstykker, som de skal arbejde for at få fat i. Isbjørnene får nu til en vis grad samme mulighed for selv at finde føden, og keder sig derfor mindre. Det er dette princip, der skal anvendes til hestene.
Pelleteret og koncentreret foder
Indenfor alle typer hestehold anvendes pelleteret og koncentreret foder i vid udstrækning. Årsagen er at det på mange måder er nemmere. Det er mindre arbejdskrævende, kræver mindre opbevaring og er favorabelt i relation til foderenheder og priser på meget pladskrævende fodermidler som feks. hø.
Problemet med disse fodermidler er dog, at det ædes for hurtigt, fordi grovfoder/kraftfoder-forholdet er for lavt. Fodres udelukkende med disse foderblandinger kan hesten få dækket sit daglige energi- og næringsstofbehov i løbet af ca. to timer, og den har så ca. 14 timer/døgn “i overskud”, som den ellers ville bruge på fødeindtagelse.
Den frustration som opstår som en følge heraf, er en af de største årsagsfaktorer for udvikling af adfærdsproblemer som krybbebidning, luftslugning, sparken mod døre, vævning og forøget aggression. Selvom andre faktorer ofte er involveret, er det vist, at visse adfærdsproblemer enten blev reduceret eller fjernet, når fiberindholdet i foderet blev øget og derfor tog længere tid at æde. Foderets struktur, tilgængeligheden af det samt fodringsrutinen er altså vigtig ved forebyggelse af adfærdsproblemer.
Læs også de øvrige artikler i serien
1: Adfærdsforstyrrelser
2: Sociale behov
3: Stimuli og bevægelse.
Hestefolkets leverandør af uvildig hesterådgivning siden 1993
Få fakta i en verden af ubegrænset information. Sådan gør du:
- Book din tid hos Dorte ved at vælge antal minutter her
- Videresend din ordre-kvittering til [email protected] med 1) ønske om tidspunkt, 2) stikord ift, hvad du ønsker svar på, 3) om du foretrækker zoom, teams eller telefon
- Modtag besked om aftalt tid
- Dorte kontakter dig på det aftalte tidspunkt.
Hesterådgivning tilbydes indenfor en lang række emner på alle hverdage 09.00-15.30 og efter aftale. Hesteagronom, Cand. Scient Animal Science Dorte Rebbe har mere end 30 års erfaring. Få svar allerede idag, hvis der er en ledig tid.