Nedsat vandindtag

kan gi’ forstoppelseskolik

Sne

er ikke nok som kilde til vand

Grovfoder

gi’r varmen
FORSIDE » VIDEN » Fold » På vinterfold. Hvad kan gi’ heste kolik?
Én af de væsentligste årsager til kolik hos heste i vinterperioden er manglen på vand. Læs om hvilke årsager der kan være til ’vinterkolik’ hos heste og om, hvordan du undgår dem, fodring,  dækken, læskure og  regler for dit hestehold. De fleste hesteejere ved, at risikoen for kolik under én eller anden form altid er tilstede. Men uanset sæsonen så er koldt vejr en årsagsfaktor, som alle hesteejere skal forberede sig på.

Nedsat vandindtag kan gi’ forstoppelseskolik

Én af den væsentligste årsager til kolik hos heste i vinterperioden er manglen på vand. Heste skal drikke 3-5 liter pr. 100 kg legemsvægt. Heste der sveder, diegivende hopper og føl skal drikke mellem 5-10 liter vand pr. 100 kg legemsvægt.  For en 500 kg hest uden det store svedtab betyder det, at den skal drikke 5 x 5 liter pr. dag svarende til 500 kg. Heste kan dehydrere hurtigt, hvis frisk vand ikke er tilgængeligt. Samtidig øges risikoen for både lettere fordøjelsesbesvær og forstoppelse. En frossen vandtrug kan være den umiddelbare årsag men hestes tørstfornemmelse synes også at være nedsat i koldt vejr. Det afhænger dog af den mængde grovfoder de indtager, idet et større indtag af grovfoder bør få vandindtaget til at stige. Elektrolytter mindsker ikke risikoen for dehydrering i koldt vejr. Der er intet galt med at tilbyde elektrolytter til din hest, men det skal ske fra en separat beholder.

Sne er ikke nok som kilde til vand

Heste kan forsøge at spise sne for at kompensere for nogle væsketab, men da sne i høj grad består består af luft og vil sne ikke alene kunne tilføre hesten den nødvendige mængde vand.

Behandling af kolik

Skulle det ske, at din hest får forstoppelseskolik vil dyrlægen sandsynligvis sende en mavesonde gennem hestens næse og tildele orale væsker og/eller olie samt smertebehandle hesten. I tilfælde af moderat eller svær dehydrering kan intravenøs væske gives via drop.

Kolik og lave temperaturer

Den anden risikofaktor for kolik er meget lave temperaturer. En hest med en fuld vinterpels vil normalt ikke have nogen problemer med at holde varmen på de koldeste vinterdage, selv uden et dækken, blot den er tør og har adgang til læ. Dækkener er nyttige for heste, der er klippet, fordi de har mistet den ekstra lag af isolering, pelsen giver, men dækkener skal anvendes forsvarligt. Et gennemblødt dækken skal fx straks fjernes, fordi vandet i det vil fryse, hvilket medfører at heste nedkøles og derfor mister kropsvarme. Hvis din hest bruger dækken, bør der være mindst to eller tre ekstra i reserve, så der altid er ét at bytte med.  

Grovfoder på folden bidrager til at hesten bedre kan holde varmen. Grovfoderet bør ikke lægges direkte på jorden aht. jordbakterier.

/ Dorte Rebbe

Grovfoder gi’r varme

Hesten har behov for mere energi gennem foderet for at opretholde kropstemperaturen. En høj andel af fiberholdigt foder, gerne grovfoder som hø eller wraphø genererer varme, der bidrager til at opretholde kroppens temperatur. Den bedste forebyggelse mod kolik i denne situation er at give en hest fri adgang til grovfoder, så omsætningen af fibre til energi sker kontinuerligt. Fodring med korn og fodertilskud via krybben er for så vidt fint, hvis behovet er tilstede. Ift. grovfoder bidrager krybbefoder ikke på samme måde ’til opvarmning’. Hvor grovfoder indtages over mange timer, indtages krybbefoder over ganske kort tid og bidrager ikke på samme måde et stabilt tarmmiljø.

Læskure

Læforhold er lige så vigtigt; også for de heste der er vant til at være udenfor hele tiden. Et solidt bygget læskur der kan modstå kraften fra den stærke blæst og vægten fra meget sne er ideel, men flytbare læskure kan også fungere, hvis de er sikret tilstrækkeligt.

Hvis din hest fryser

Virker din hest sløv og virker den modvillig ift. at bevæge sig, så kan det være et tegn på, at den fryser. Sørg for at ’få den varmet op’, tag den på stald og læg dækken på til den igen har opnået dens normale kropstemperatur. Og hold øje med om den viser tegn på kolik.

Regler for foldophold i vinter- og vinterlignende perioder

I bekendtgørelsen om udegående heste og Lov om hold af heste § 19 – Foldophold i vinter- og vinterlignende perioder kan du læse mere om de regler, alle hestehold er omfattet af.

Nøgleord
Find mere om foldophold i Webshoppen