Naturlig opvækst giver fysisk og psykisk sunde heste

Heste kan blive syge af at mangle selskab
FORSIDE » VIDEN » Adfærd » Naturlig opvækst giver fysisk og psykisk sunde heste
Miljøet hesten vokser op i påvirker dens adfærdsmønster som voksen. Miljøet kan i denne forbindelse opdeles i det eksterne og interne miljø, hvor begge miljøer synes lige vigtige. Det interne miljø er den sociale organisation i flokken og de interaktioner, som findes mellem hestene. Det eksterne miljø er ikke direkte relateret til flokken feks. opstaldning, opholdelsessted og klimaforhold.

Hestens normaladfærd er ikke ændret

Før man kan vurdere tamhestens adfærd er det nødvendigt at kende normaladfærden. Normaladfærden er i virkeligheden den adfærd vildtlevende heste udviser, når de færdes i naturen – her er der ingen indvirkning fra mennesker. Men nogle kunne tænke, at normaladfærden med tiden kunne have ændret sig pga. menneskets påvirkning. Det synes dog ikke at være tilfældet. Intense adfærdsstudier har vist, at de forskellige adfærdsformer er identisk fordelt hos tamhesten og vildhesten. Dette gælder faktisk hele adfærdsrepertoiret dvs. social organisation, seksual adfærd, relationer mellem heste og måden de kommunikerer på. For eksempel tilbringer både tamheste og vildtlevende heste størstedelen af døgnet med at æde, ca. 16 timer/døgn. Og det er nødvendigt, for heste er planteædere med små maver og et stort tarmsystem, som er tilpasset fordøjelsen af fiberrigt foder.

Hvad bruger heste tiden til?

Man kan undersøge, hvad heste bruger tiden til – undersøgelser af den slags kaldes “time budgets”. Time budgets giver information om, hvordan hestene bruger deres tid og på hvad. Man observerer hestene i bestemte tidsintervaller. Disse intervaller gentages mange gange. Senere lægges alle observationerne sammen, så man har et fuldt billede af, hvad f.eks. en enkelt hest bruger tiden på, og hvor meget tid den bruger på forskellige adfærdsformer.

Social kontakt er vigtig

De sociale kontakter mellem individer i en flok øger stabiliteten i flokken. I en flok kender det enkelte individ kender dets relationer til de andre. Kiley-Worthington studerede i 1989 familieflokkes betydning for hestenes adfærd. Hun fandt at i familieflokke med grupper i forskellige aldre og køn skabtes en vis dynamik og gensidig respekt mellem individer. Et etableret hierarki er med til at nedsætte antallet af konfliktsituationer mellem individerne og dermed skabes stabilitet i flokken. Hierarkisystemet er oftest lineært, men i større flokke kan mere komplicerede strukturer forekomme. Hvis hierarkiet mangler, eller der sker forskydninger i hierarkiet observeres det ofte, at der sker en stigning i aggressionsniveauet i flokken. Heste kommunikerer meget med hinanden. Kommunikation mellem heste på stald og græs forekommer i gns. hhv. 4-6 og 4 gange/time. Selv i et restriktivt miljø vil hesten søge at opretholde dette niveau. Denne observation underbygger betydningen af sociale kontakter indenfor flokken. Heste der som føl var isolerede fra andre heste i en længere periode viser ofte nedsat behov for etablering af sociale kontakter, specielt hvis varierende former for selskab var tilgængelige i forbindelse med isolationen. Når en sådan hest lukkes på fold med andre heste, vil den ofte søge ensomhed.

Indlæringen starter allerede ved fødslen

De stærke sociale bånd indenfor flokken og gode indlæringsevne er et af hestens karakteristika. Indlæringen starter ved fødslen, og allerede ca. 2 timer herefter kan det typiske føl gå, drikke, følge sin mor, vrinske, have sociale interaktioner med hoppen og søge ly bag hende. Det er desuden observeret, at visse føl ruller sig, klør sig og udfører flehmen, gaben og viser tegn på underkastelse gennem let “snappen” indenfor det første levedøgn. Adfærdsforskeren Robert Miller fandt, at de føl der blev “udsat” for håndtering lige efter fødslen – gerne inden de kom på benene – generelt blev nemmere at håndtere, både som føl og voksne heste. Han rørte de våde føl over hele kroppen, holdt deres hove, pillede dem i munden, på mulen, hovedet, på ørerne – overalt. Manglende social kontakt under opvæksten kan nedsætte hestens evne til at indordne sig i en flok.

Leg under opvæksten

Den unge hest har en naturlig tendens til at følge flokken, hvilket giver den en mulighed for at undersøge nye områder. Leg er desuden en særdeles vigtig adfærdsform, fordi reaktionsevnen, bevægelsesapparatet og stofskiftet stimuleres. Samtidig har legen en indirekte opdragende effekt med ungdyrenes jævnlige “afprøvninger” af og konfrontationer med flokfæller. Den kommunikation der indgår i legen mellem heste er også med til hesten bliver bedre til at “tolke” andre hestes signaler. Og det mindsker risikoen for konfliktsituationer og dermed også for skader.

Heste kan blive syge af at mangle selskab. De er meget sociale dyr og bør altid have minimum én artsfælle som selskab.

Social adfærd og organisation

Den sociale adfærd kan opdeles i social organisation, sociale bånd, territorial adfærd, social dominans, agonistisk adfærd og kommunikation. Der kan være social ubalance i en flok, hvis der mangler individer af samme aldersgruppe eller køn. Og det synes at have større betydning for den voksne hests adfærd end hidtil antaget. Sådan forholder det sig også med isolation under opvæksten. Ved restriktiv opstaldning i f.eks. enkeltbokse eller spiltov forhindres dannelsen af et normalt hierarki, hvilket kan medvirke til et øget aggressionsniveau både hos unghesten og senere hos den voksne hest. Manglende social kontakt under opvæksten kan generelt nedsætte hestens evne til at indordne sig i en flok som voksent individ. De ældre og største dyr er ofte mest dominerende. Hingste er almindeligvis dominerende i haremsgruppen, men det er ikke altid tilfældet. I grupper med vallakker og hopper ses det ofte, at specielt ældre hopper dominerer. Dominansforholdene mellem voksne heste ændres meget lidt over tiden, og føl fra dominerende hopper er oftest dominerende indenfor dens egen aldersgruppe.

Flokstørrelse

De forskellige forbindelser mellem individer fremmer organisationen af flokken til mindre grupper. Alle unghingste og de fleste unghopper forlader flokken. Unghingste støder til en gruppe af andre unghingste, en “bachelorgruppe”, og unghopper støder enten til en anden “haremsgruppe” eller danner en ny med en unghingst. Grupperne af ferale heste eller ponyer er af varierende størrelse, men består oftest af 4-7 individer. Flere forskelligt sammensatte grupper kan observeres i en flok. Blandt vildtlevende heste og ponyer består flokken af hhv. en reproduktiv haremsgruppe og en eller flere ikke-reproduktive grupper. Den typiske familie- eller haremsgruppe består af mindst Èn hoppe med det seneste afkom samt en voksen hingst. Ofte observeres andre hingste i umiddelbar nærhed af disse grupper. De ikke-reproduktive grupper består af bachelorhingste, enlige hopper eller ungdyr, som endnu ikke er kønsmodne. Haremsgruppen udgør den centrale del af flokstrukturen. På fold danner tamheste tit grupper på størrelse med naturligt sammensatte grupper. Grupperne er sjældent familiegrupper. De består derimod oftest af heste, som først introduceres til hinanden som voksne. Dette er den typiske årsag til kampe, specielt når grupperne er nyligt dannede eller når belægningsgraden er for høj. En hest, som bliver bidt eller sparket af andre heste, kan ikke flygte og kan derfor blive alvorligt såret. Heste nede i hierarkiet kan desuden blive sultet af mere dominerende ved at blive tvunget fra foderet. Når hierarkiet hurtigt etableres, falder aggressionsniveauet i flokken. De heste vi sætter sammen, måden vi sætter dem sammen på, og de folde vi har bliver derfor af betydning for dannelsen af hierarkiet, stabiliteten i flokken og indirekte for aggressionsniveauet og risikoen for skader.

Unormal adfærd

Nogle heste udvikler adfærdsforstyrrelser, mens andre ikke gør. Eksempelvis vil en rolig hest – ikke at forveksle med en apatisk – formentlig være mindre påvirkelig overfor et restriktivt miljø, hvorimod en ængstelig, frygtsom og energisk hest vil blive forholdsmæssigt mere frustreret og stresset over et miljø uden udsyn, bevægelsesfrihed og social kontakt. Adfærdsanomalier kan vise sig som stereotypier, som forekommer i forbindelse med konflikter, stress og frustration f.eks. vævning. Der kan også observeres ændrede adfærdsmønstre, når naturlige behov som f.eks. græsning undertrykkes. Tit udløses adfærdsproblemet eller problemerne af kombinationen af kedsomhed og kronisk frustration over miljøets utilstrækkelighed. Forfatter: Dorte Rebbe Schou – HorseConsult®

Find mere om emnet i Webshoppen