Lav en fornuftig mekaniseringsplan og et maskinbudget

– og overvej hvilket arbejde maskinstationen skal lave

FORSIDE » VIDEN » Landboliv » Hvilke landbrugsmaskiner har I brug for på hesteejendommen eller deltidslandbruget?

I større hestehold og på mange deltidslandbrug kan der være tvivl om behovet for landbrugsmaskiner, og om hvornår det kan betale sig selv at investere i dem.

Hvilke landbrugsmaskiner har I brug for på jeres hesteejendom? Vær opmærksom på både fejlinvestering og overmekanisering. Men tænk også på, at der er opgaver, som udmærket kan klares med egne maskiner med samme eller lavere omkostninger i stedet for at leje maskinstationen til opgaven.

De fleste hesteejendomme og deltidslandbrug drives af mennesker, der er meget engagerede i deres bedrift, men de har næsten altid hovedindtægten fra anden side.

Et par velkendte udgangspunkter er:

  • Det behøver ikke at give ret meget overskud, blot det kan hvile i sig selv
  • Vi vil passe dyrene og også lave noget af markarbejdet, men maskinerne må ikke være for komplicerede, og vi har heller ikke ubegrænsede mængder tid
  • Er maskinsamarbejde en god løsning for os?

At give en generel opskrift på, hvordan maskinsættet til et deltidslandbrug skal se ud, lader sig ikke gøre. Det samme gælder mulighederne for maskinsamarbejde. Dertil er deltidslandbrugene alt for forskellige, både i størrelse og driftsform.

Men for den enkelte bedrift kan det sagtens lade sig gøre at lave en fornuftig mekaniseringsplan – som det kaldes – og et maskinbudget, hvis blot man indhenter rådgivning fra fagfolk, der er uddannet i maskinteknik og maskinøkonomi.

Opgaver, der kræver specialkundskab og/eller dyre maskiner, såsom spredning af staldgødning, pløjning, sprøjtning, mejetærskning, presning af halm og græs, balleindpakning m.v., bør man lade en maskinstation klare.

Nøgleord

Med et mindre deltidsbrug som eksempel har man som regel et mindre dyrehold af heste, kødkvæg eller får. På sådan en ejendom vil følgende maskiner være en god løsning:

  • Traktor på 60-80 hk med frontlæsser (tilbehør: skovl i traktorens bredde, gødningsgreb og halmgreb)
  • Dozerblad
  • Tipvogn på 3-5 tons
  • Fjedertandsharve på 3-4 m
  • Tromle på 3-4,5 m
  • Såmaskine på 3 m
  • Kunstgødningsspreder
  • Rotorslåmaskine på 2-2,4 m
  • Kombirive på ca. 3 m
  • En minilæsser er et godt, men ret kostbart supplement.

Med disse få maskiner kan man løse mange opgaver året igennem.

Hvilke landbrugsmaskiner har I brug for på jeres hesteejendom?

Synes du det er vanskeligt at overskue, så er der heldigvis hjælp at hente hos maskinkonsulenter, som er specialister i at lave løsninger til både store og små landbrug. De er samtidig uafhængige af firmainteresser.

Forfatter: Hans Henning Sørensen, maskinkonsulent

Find mere om emnet i Webshoppen